Kendte20. december 2016

Købte skrabelodder som ”panik-gave” – og dét gav pote

En ung fyr fra Hørsholm fortryder bestemt ikke, at hans venner havde glemt at købe en fødselsdagsgave til ham. Venner valgte nemlig i sidste øjeblik at smutte forbi tanken og købe tre skrabelodder – og det gav mildest talt pote
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/skrabelod.jpg
 (Foto: Søren Wesseltoft/Danske Spil)

Selv om man er inviteret til stor fødselsdagsfest, kan man altså godt glemme at købe en gave.

I hvert fald hvis man er en fyr og i 20’erne.

Og netop en ung vennegruppe i 20’erne fra Hørsholm havde forleden glemt alt om gaven til deres 22-årige fødselsdagskammerat, og vennerne måtte derfor tænkte kreativt og lynhurtigt.

Inden de ankom til fødselsdagsfesten, smuttede de således forbi den lokale tank, hvor de indkøbte tre MegaQuick-skrabelodder til fødselaren. Og det skulle vise sig at blive den perfekte gave.

Der var nemlig gevinst på hele to lodder – og det var ikke kun småbeløb. På det ene skrabelod vandt fødselaren 50 kroner, mens han på det andet vandt 13.000 kroner HVER måned i 13 år.

- Det er jo 13.000 kr. ekstra hver måned til jeg bliver 35! Men hold op det skrabelod blev tjekket mange gange. Der var ingen af os, der kunne tro på det, siger en meget glad 22-årig i en pressemeddelelse fra Dansk Spil.

- Min far ringede til Danske Spil, og det var da han kom ud og poppede champagnen, at vi forstod, at den var god nok. Vi havde en rigtig god bytur den dag, griner den heldige fødselar.

Den 22-årige fortæller til Danske Spil, at han ikke har planer om at forkæle sig selv hver måned i 13 år.

Men pengene forsøder livet og gør regningerne lidt nemmere, indrømmer han.

Indtil videre morer Hørsholm-beboeren sig blot over sine venner.

- Jeg tror, mine venner har købt 30 lodder siden, griner vinderen, nu har de jo set, at det kan lade sig gøre at vinde, så de prøver stadig.

- Mine venner var da nok lidt ærgerlige over ikke selv at have skrabet loddet, men de var trods alt glade for at have købt det til mig. Ellers var gevinsten jo bare gået til en de ikke kender, siger vinderen i pressemeddelelsen.

Sponsoreret indhold