Farligt dyr besøger danske havne: Hold dig langt væk
Det betegnes som et af de farligste dyr i Arktis. Og for tiden er et flot eksemplar "på rundtur" i flere vestlige havne.
Der er nærmere bestemt tale om en hvalros, som er så godt kendt, at den ifølge Nordsøen Oceanarium allerede har fået et navn:
- Der er tale om hvalrossen "Freja", som de seneste uger også er set ved Hvide Sande og Thorsminde, siger biolog Anika Toth til TV2 Nord.
Artiklen fortsætter under billedet...

Hvalrossen ser umiddelbart fredelig ud, men det er et vildt og voldsomt dyr, som man altid skal holde god afstand til. Foto: Presse-fotos.dk
Besøgene i de vestjyske havne tiltrækker naturligvis stor opmærksomhed, hvilket får biologen til at komme med en klar advarsel:
- Man kan sagtens se den fra molen, men der er nogle, der kravler helt ud på stenene, hvor hvalrossen ligger, og det er alt, alt for tæt på, siger hun til den regionale tv-station.
Sikkerhedsafstanden til så farligt et dyr er nemlig 50 til 100 meter.
Biologen vurderer i øvrigt, at "Freja" - der er fem-seks år gammel - har det fint, selvom den altså er kommet seriøst på afveje.