Kendte9. april 2019

Hvalrosser kaster sig i døden – årsagen er hjerteskærende

Flere hvalrosser dør, fordi kaster sig ud fra over 80 meter høje klipper. De ufrivillige selvmord skyldes en blanding af klimaforandringer og hvalrossens dårlige syn

Vi er vant til at høre om isbjerge og gletsjere, der smelter. Om havtemperaturer, der stiger og stiger, mens vi ser billeder af udsultede isbjørne, der hvileløst – og uden held – render rundt og leder efter noget at spise.

Men nu skildrer en ny og storslået dokumentar på Netflix nogle mere direkte og dramatiske konsekvenser af klimaforandringerne.

I Netflix-dokumentaren ”Our Planet” ser vi, hvordan flere hvalrosser som følge af det svindende isdække ufrivilligt springer i døden fra op mod 80 meter høje klipper.

De grusomme billeder stammer fra det nordøstlige Rusland i Bering-strædet, hvor op mod 100.000 hvalrosser er samlet på et lille areal, fordi isdækket – som de normalt opholder sig på – er smeltet som følge af de stigende temperaturer i området.

Videoen viser, hvordan hvalrosserne som følge af pladsmangel bliver tvunget til at kravle langt op ad en stejl skrænt for at finde plads til at hvile sig. Når de så skal tilbage i vandet, kommer de til at tumle ud over de 80 meter stejle klipper, fordi deres syn er dårligt. Mange af styrter derfor ufrivilligt i havet, som de grusomme optagelser viser.

Den nye Netflix-dokumentar ”Our Planet” viser over otte afsnit, hvordan vores planet bliver påvirket af klimaforandringerne. Den fortæller, hvordan fisk forsvinder fra havene som følge af overfiskning, og hvordan de højere temperaturer har fået koralrevene til at dø. Den viser dog også, at det er muligt at ændre forandringerne og dermed redde vores mangfoldige verden og dens mange indbyggere.

Den storslåede naturserie ”Our Planet” er skabt i et samarbejde mellem Netflix, WWF Verdensnaturfonden og produktionsselskabet Silverback Films, der også har lavet flere af de andre storslåede naturprogrammer.

Sponsoreret indhold