Nyheder24. februar 2016

Fabio Avenoso: Man skal være lidt skør

Den 51-årige italienskfødte restauratør og hans kone har gang i flere forretninger, men tager sig også tid til at hjælpe Familier med kræftramte børn
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20160212_wen_-_fabio_25.jpg
 (Foto: Kasper Wenstrup)

Jeg var ikke et sekund i tvivl, men sagde ja med det samme. Det er vigtigt at tage sig tid til også at hjælpe andre, siger den italienskfødte restauratør Fabio Avenoso.

Han er en af de seks kendte, der har taget imod SE og HØRudfordringen om at få 10.000 kr. til at yngle til fordel for Familier med kræftramte børn.

Og med hans restaurant på Frederiksberg er det oplagt, at det skal handle om mad.

– Jeg har mange kendte kunder og venner, så dem vil jeg naturligvis prøve at trække på. Derfor kan vi lave store arrangementer, bl.a. med auktion, så vi kan skaffe mange penge til formålet, siger Fabio.

Lige for tiden er han i Hollywood, hvor han deltager i flere velgørenhedsfester, som han håber kan give ham inspiration.

Læs mere om SE og HØR-udfordringen her, hvor seks kendte samler ind til familier med kræftramte børn

Fest med Elton John
– Jeg har været til fest på Playboy Mansion, og i forbindelse med Oscar-uddelingen deltager jeg også i nogle arrangementer, bl.a. Elton Johns fest for AIDS-Fondet. Det er en god måde for mig at få kontakter og gode ideer, siger den 51-årige restauratør.

Sammen med sin kone Christine Aagaard har han restaurant Fabio med et pizzeria ved siden af på Frederiksberg samt Fabio’s Paparazzi i Grønnegade og Lagano Pizza i Dronningens Tværgade i København. Og til foråret genåbner parret den berømte Sankt Gertruds Kloster i København, der senest har været natklub. Men sammen med et andet par fører de restauranten tilbage til det, den var engang.

– Vi arbejder altid, og man skal være lidt skør for at være i denne branche. Vi er altid på udkig efter nye udfordringer, men nu holder vi os nok til det, vi har, for vi skal jo også kunne styre det.

Fabio kom til Danmark for 25 år siden, og i de første år arbejdede han som opvasker.

– Jeg har ikke vasket op siden, griner han.

– Nej, han kan ikke engang finde på at putte noget i opvaskemaskinen, lyder det fra Christine.

https://imgix.seoghoer.dk/mitsh-banner_7.png

Stort temperament
De har nærmest været sammen døgnet rundt for at passe deres restauranter.

– Fabio er sød og smilende, men tro mig – der gemmer sig et stort temperament bagved. I starten af vores forhold gik bølgerne højt, men nu er alle kampene taget, så i dag er det noget helt andet. Når det går godt, er det også lettere, siger Christine, der er ud af en restauratørfamilie.

I restauranten på Frederiksberg er parret vant til at have mange kendte gæster, og selv om Fabio er både sommelier og kok, laver han ikke mad, men hygger om gæsterne ved bordene.

– Vores første kendte gæst var Isabell Kristensen, og siden har vi haft mange. Engang havde vi besøg af Tom Jones, og han tog godt for sig af retterne. Portionerne var vist ikke så store, som han ønskede, men han klagede ikke og indtog hele fire retter, fortæller parret.

Sponsoreret indhold