Nyheder14. juli 2023

Et år efter dødsulykke i Tivoli Friheden: – Vi har det stadig meget, meget skidt med det

Den tragiske ulykke, der kostede en 14-årig pige livet, fylder stadig meget hos direktøren
Henrik Ragborg Olsen direktør for Tivoli Friheden som er rømmet for besøgende torsdag den 14. juli 2022. Efter en ulykke i forlystelsen Cobraen er alle besøgende blevet bedt om at forlade parken. (Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix)
Henrik Ragborg Olsen, der er direktør for Tivoli Friheden, fortæller, at sidste års tragedie både har påvirket ham professionelt såvel som personligt.
 Foto: Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Dødsulykken i Tivoli Friheden går verden rundt

Den 14. juli 2022 skete det værst tænkelige i den aarhusianske forlystelsespark Tivoli Friheden.

Her mistede en 14-årig pige nemlig livet, og en 13-årig dreng kom til skade, da en vogn knækkede i rutsjebanen Cobraen. Ulykken chokerede mange, og i dag – et år efter – fylder den stadigvæk meget for Henrik Ragborg Olesen, der er direktør i parken.

Det fortæller han i et interview med TV 2 Østjylland.

– Vi har det stadig meget, meget skidt med det. Det skal ingen hemmelighed være. Det er heller ikke noget, jeg tror kommer til at gå over for os, hverken i løbet af en dag, to dage eller for den sags skyld et år, siger han til mediet.

Cobraen i Tivoli Friheden, der genåbner i Aarhus, onsdag den 20. juli 2022. Tivoli Friheden har været lukket siden torsdagens dødsulykke og i dag genåbnes der i tidsrummet klokken 14 -18. Forlystelserne er slukkede, restauranterne lukkede og højttalerne tavse.. (Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix)
Det var i rutsjebanen "Cobraen", at den tragiske ulykke fandt sted den 14. juli 2022.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det står endnu ikke klart, hvordan den tragiske ulykke kunne ske. Men i løbet af 2023 vil politiet i samarbejde med teknologisk institut udkomme med en rapport, der kan klarlægge årsagen.

Indtil videre er der dog intet, der tyder på, at ulykken kunne have været undgået fra forlystelsesparkens side.

LÆS OGSÅ: Claus så tragisk hændelse i Tivoli Friheden: Bad sine børn se væk

Af respekt for ulykkens ofre og deres familier valgte Tivoli Friheden at holde lukket en uge efter den tragiske hændelse, og tilbage i januar blev Cobraen revet ned.

Men selv om forlystelsen ikke længere er at finde i parken, og en endelig rapport er lige på trapperne, vil dødsulykken dog aldrig gå i glemmebogen, fortæller Henrik Ragborg Olesen.

I stedet mener han nemlig, at man skal lære af tragedien, således lignende aldrig sker igen.

Tivoli Friheden har da også allerede købt en ny – og ultrasikker – forlystelse, der skal erstatte Cobraen. Denne forventes at åbne i 2024.

Sponsoreret indhold