Nyheder15. august 2017

EM-helten Pernille Harder: Kæresten flytter

Kvindefodboldlandsholdets Pernille Harders kæreste Magdalena skal i fremtiden bo i London, mens hun selv har base i Tyskland
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/pernille-harder.jpg
 (Foto: All Over)

Den 24-årige EM-stjerne, Pernille Harder, vender snart hjem til sin tyske klub Wolfsburg, og hun skal vænne sig til at krydse havet for at besøge kæresten.

Anførerens udkårne – den svenske landsholdsspiller Magdalena Eriksson har nemlig skrevet under med London-klubben Chelsea.

Langdistanceforhold er dog slet ikke nyt for parret. De blev kærester, da de begge spillede i den svenske klub Linköping, men da den danske angriber blev solgt til den tyske klub i januar, måtte parret altså nøjes med at sende aftenkys over telefonen.

Nu er det så Magdalenas tur til at forlade den svenske klub, men selv om de to nu endnu en gang har udskudt planerne om at flytte sammen, bakker Pernille sin 23-årige kæreste op.

– Vi er begge to karrieremennesker. Det er der fuld forståelse for, for det er vi begge. Jeg tror også, det er bedst for et forhold, hvis man er åben for den andens ønsker, og så må man løse det derfra, har Pernille sagt til TV2 om kærestens nye hjemmebane.

Pernille Harder blev den nyligt afviklede EM-slutrundes helt store superstjerne og var blandt andet med til at sikre Danmarks første EM-finale nogensinde.

Landsholdet blev efter deres sølvmedalje i Holland fejret – først i hjemmebanebyen Viborg og siden ved Københavns Rådhus.

Sponsoreret indhold