Nyheder3. december 2014

Ekspert om DRs ’døds-tv’: Det er kun underholdning

I mandags konkluderede et DR3-program at lidt over halvdelen af seerne er onde. En ekspert aviser påstanden: Det er kun underholdning, lyder det
Af af
Jan Hellesøes DR3 program ’Fuckr med døden’ får kritik af en ekspert
Jan Hellesøes DR3 program ’Fuckr med døden’ får kritik af en ekspert
 Foto: Immergut ApS



- Programmet kan ikke bruges til noget videnskabeligt. Det er ren underholdning.

Sådan siger Jill Byrnit, autoriseret psykolog og adfærdsforsker i socialpsykologi på Syddansk Universitet, til SE og HØR om DR3-programmet 'Fuckr med døden'

Mandag aften var DR3-seerne angiveligt vidner til dansk tv-historie. Ekspert i psykologisk manipulation Jan Hellesøe satte tilsyneladende sit liv på spil i det direkte program 'Fuckr med døden.' Undervejs i programmet fik seerne mulighed for at stoppe det tilsyneladende livsfarlige eksperiment via en sms-afstemning. 56 procent af seerne bestemte, at eksperimentet skulle gennemføres.

LÆS OGSÅ: Av! Av! Av! Se Thomas og Emil "føde" live!

LÆS OGSÅ: Tidligere reality-stjerner raser: Dit liv bliver ikke ødelagt

LÆS OGSÅ: Ad! Her drikker DR-vært sit eget tis

Jan Hellesøe overlevede eksperimentet og fortalte til sidst, at formålet med programmet havde været at undersøge, hvor mange seere, der var klar til at udsætte ham for livsfare.

- Missionen var at undersøge, hvad tv-seere vil have. Findes der stadig grænser for, hvad man kan vise på tv? Kan man sætte livet på spil i et liveprogram uden nogen griber ind?, forklarede Jan Hellesøe.

Det kan programmet dog ikke bruges til, mener Jill Byrnit:

- Man må formode, at seerne ingen forventning har om, at der reelt vil ske Jan Hellesøe noget. Holdningsundersøgelser viser, at den måde, man svarer på bliver påvirket af den sammenhæng, man bliver spurgt i. Vi har aldrig oplevet, at nogens liv bliver sat på spil på baggrund af en seerundersøgelse. Intet taler for, at seerne tror, det er ægte. Man skal være ubegavet, hvis man tror, at det får de konsekvenser, der bliver reklameret med, siger hun til SE og HØR.

I programmet bliver der gentaget mange gange, at det er en ægte fare. Ifølge Jill Byrnit er seerne så vante til at se psykologiske eksperimenter, at de ikke tror på ægtheden.

- Folk er nærmest overfodret med programmer, hvor det ikke er ægte. Man må bruge sin praktiske erfaring: Har man nogensinde været ude for, at man på dansk tv gjorde noget, hvor nogen for alvor kom til skade?, siger hun.

Byrnit har selv været ekspert i DR3-programmet 'Ond, ondere, ondest' - et socialpsykologisk eksperiment, der gik ud på at finde ud af om ondskab kan læres. Erfaringerne fra det program tyder på, at afstemningen i 'Fuckr med døden' ikke kan bruges til noget, mener hun.

- Vi oplevede, at folk var meget reflekterede omkring selv små ting, som at give folk dårligere mad. Derfor er det min formodning, at langt de fleste ville gå helt over i den anden grøft, hvis de troede, der var noget alvorligt på spil, siger Jill Byrnit.

Ifølge TNS Gallup fulgte 73.000 tv-seere med i eksperimentet.

SE og HØR arbejder på at få en kommentar fra DR.

Sponsoreret indhold