Nyheder23. oktober 2023

Efter lang kamp med kommunen: Nu skal 6-årige Alia endelig i skole

SE og HØR-effekten: Lille Alia har fået et skoletilbud efter længere tids tovtrækkeri med kommunen
Lille Alia skal pakke sin skoletaske - for inden længe starter hun i skole.
Lille Alia skal pakke sin skoletaske - for inden længe starter hun i skole.
 Foto: Jesper Sunesen

Har dit barn problemer med at få et skoletilbud? Del din viden i en mail til journalisten på saad@sh.dk

LÆS OGSÅ: 6-årige Alia kan ikke komme i skole: – Det er hjerteskærende

Tilbage i juni skrev SE og HØR om 6-årige Alia, som Lyngby-Taarbæk Kommune ikke havde noget skoletilbud til.

– Det er hjerteskærende. At vores datter ikke har et skoletilbud, når der er undervisningspligt i Danmark. Vi ser vores dyrebareste lille pige med potentiale for udvikling, men hun har behov for de rigtige rammer, sagde Alias mor, Camillia Hansen, til SE og HØR på daværende tidspunkt.

Men nu skal Alia pakke sin skoletaske, for den seksårige har nu fået et skoletilbud fra Lyngby-Taarbæk Kommune, efter SE og HØR gik ind i sagen.

- Det er selvfølgelig dejligt, at Alia kan komme i skole. Og det er rart, at hun skal starte i en klasse med børn fra hendes egen børnehave, fortæller Camillia Hansen, der dog også er en smule bekymret for Alias skolegang.

Alia har sjældent syndrom ved navn CLCN4, hvilket bestå af en svær mental retardering. Ydermere er hun autist.

Hun lider også af diagnosen PICA, der giver trang til at spise ting uden næringsstoffer som sand, træ, sten og plastik.

Alia starter 1. december på specialskolen Sorgenfriskolen i Lyngby-Taarbæk Kommune. Men ifølge Camilla Hansen har kommunen over flere gange udtrykt, at de selv ikke har et specialiseret nok tilbud til Alia.

Camilla Hansen håber, at skoletilbuddet er det rette for Alia.
Camilla Hansen håber, at skoletilbuddet er det rette for Alia.
 Foto: Jesper Sunesen

- Lyngby-Taarbæk Kommune har været så presset, fordi de har været alene om at finde et skoletilbud til Alia.

- Derfor er Alia kommet på Sorgenfriskolen, da det er det eneste tilbud, som Lyngby-Taarbæk Kommune har, hvilket er bekymrende, lyder ordene fra Camilla Hansen til SE og HØR.

I sidste ende er Camilla Hansen dog glad for, at hendes datter endelig har fået et skoletilbud, og hun ser frem til, at Alias skoletaske kan blive pakket.

- Vi har allerede haft et møde med Sorgenfriskolen, og det virker til, at de vil gøre alt for, at Alia får den bedste skolegang. Det er virkelig rart, lyder det afsluttende fra Alias mor.

SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra Lyngby-Taarbæk Kommune i forhold til Alias skoletilbud, men kommunen kan ikke udtale sig på grund af tavshedspligt i sagen.

Her ses Alia sammen med sine forældre, Ali Pashaei og Camilla Hansen.
Her ses Alia sammen med sine forældre, Ali Pashaei og Camilla Hansen.
 Foto: Jesper Sunesen

SE og HØR har også forsøgt at få en kommentar Sofia Osmani, der er borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune. Det har heller ikke været muligt.

Sofia Osmani har dog tidligere erkendt over for SE og HØR, at det har været en udfordring for kommunen at finde det rette tilbud til Alia.

– Det her er en både ulykkelig og urimelig situation for familien. Udfordringen er, at vi som kommune ikke har et tilbud stående, der på en god måde kan rumme et barn med en så unik og sjælden problematik, sagde den konservative borgmester tilbage i juni.

Sofia Osmani har også tidligere fortalt, at Lyngby-Taarbæk Kommune har haft behov for, at Region Hovestaden skulle finde det rette skoletilbud til Alia, men det har altså ikke været tilfældet.

Sponsoreret indhold