Nyheder16. juni 2021

Efter Eriksens hjertestop: Nu vil DBU ændre reglerne

Formanden for DBU mener klart, at EM-kampen mellem Danmark og Finland aldrig skulle være spillet færdig
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210613-023426-1-1920x1258we.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Kritikken hagler fortsat ned over UEFA - eller Det Europæiske Fodboldforbund.

Det sker efter det er kommet frem, at forbundet lørdag gav landsholdsspillerne to valgmuligheder, da deres holdkammerat Christian Eriksen, 29, faldt om på banen.

Efter afbrydelsen, mens hele Danmark stadig holdt vejret, fik truppen at vide i omklædningen, at de kunne vælge at spille kampen færdig eller vente til den efterfølgende dag klokken 12.

Og nu fortæller DBU-formand, Jesper Møller, at han ligesom mange andre mener, at valget aldrig skulle være faldet på den første mulighed – en umiddelbar genoptagelse af kampen lørdag aften.

- Jeg er enig med landstræneren og spillerne i, at kampen ikke burde være genoptaget. Det var en forkert beslutning og helt uholdbart, at spillerne skulle på banen så kort tid efter den forfærdelige oplevelse. Den situation skal spillere og trænere ikke bringes i, for det er og skal ikke være deres beslutning, siger han til DBU.

Kigger på reglerne

Formanden har onsdag drøftet hele hændelsesforløbet med DBU’s bestyrelse. Og evalueringen kan ende ud med forslag om ændring af reglerne.

- Nu ønsker vi en evaluering af hele beslutningsforløbet, så vi kan få alle relevante fakta og oplysninger på bordet. Vi skal have kigget på en ændring af reglerne, så vi aldrig nogensinde står i samme situation igen. Vi er klar til at stille et beslutningsforslag i UEFA.

UEFA svarede kritkken med argumentet om, at det var spillernes beslutning at fortsætte kampen.

- UEFA accepterede at genoptage kampen mellem Danmark og Finland efter forespørgsel fra spillerne på begge hold, skrev forbundet til TV 2 SPORT.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/20150317-080209-pf-1920x1249we.jpg
 Foto: Ritzau Scanpix

Formand for DBU Jesper Møller mener heller ikke, at det var fornuftigt at lade kampen fortsætte. (Foto: Ritzau Scanpix)

DBU-formand Jesper Møller, der ikke selv var til stede i Parken lørdag på grund af coronaisolation, forklarer, at midtbanestjernens kollaps på banen var chokerende at være vidne til.

- Det var forfærdeligt at følge begivenhederne lørdag aften, så vi skal først og fremmest glæde os over, at Christian Eriksen efter omstændighederne har det godt. Det er godt at se billedet af hans smil og høre, at han har talt med sine holdkammerater og haft et par af dem på besøg.

Træneren fortryder også

Den 29-årige fodboldstjerne er fortsat indlagt på Rigshospitalet efter de dramatiske begivenheder i weekenden.

I mellemtiden har resten af det danske fodboldlandshold modtaget krisehjælp fra et hold psykologer, mens de har genoptaget træningen, for at blive klar til kampen mod Belgien torsdag.

Under et døgn efter Eriksens hjertestop fulgte et pressemøde, hvor landsholdstræner Kasper Hjulmand samt DBU's fodboldirektør Peter Møller begge gav udtryk for, at det var forkert at lade kampen mod finnerne fortsætte.

- Jeg synes ærlig talt ikke, vi skulle have været på banen igen, lød det fra træneren dagen derpå.

Sponsoreret indhold