Nyheder3. januar 2016

Dúné-sanger: Fan brød ind på hotelværelset

Dúné er alle vant til skrigende fans, når de spiller koncerter herhjemme og i udlandet
https://imgix.seoghoer.dk/media/vipedia/mattias_kolstrup.jpg
 Foto: All Over Press

Men nogle fans tager skridtet videre, og nøjes ikke bare med at skråle med til koncerterne.

Det oplevede Mattias Kolstrup, der er forsanger i rockbandet Dúné, da gruppen spille i Tyskland for nogle år siden. Efter en lang aften gik rocksangeren i seng på sit hotelværelse på tredje sal. Det var dog ingen hindring for en meget engageret fan, der ikke kunne få nok af den danske sanger.

- Da jeg vågner om morgenen, sidder der en fan og kigger på mig. Jeg kan genkende hende, fordi hun har været til rigtig mange af vores koncerter. Jeg ved ikke, hvor lang tid hun har siddet der. Hun er simpelthen kravlet hele vejen ind fra gaden, op på et stillads, hen over et halvtag og på en eller anden måde kommet igennem mit vindue, der stod på klem, siger Mattias Kolstrup og fortsætter:

- Bare at hun har fundet ud af, hvad mit værelsesnummer er, er jo helt fuldkommen sindssygt. Jeg blev dybt chokeret, og jeg var stadig ret fuld, siger han og fortæller, at han bestemt, men venligt fik hende ud af værelset i en fart.

Popprinsessen Stine Bramsen har også oplevet at have succes i udlandet med bandet Alphabeat, og de udenlandske fans gik lidt længere end de danske - dog ikke på en ubehagelig måde.

- Jeg husker især en i England, der skreg helt vildt, da han så Anders (medlem i Alphabeat, red.) og jeg pakke en trailer backstage på Glastonbury (musikfestival i England, red). Han synes, det var ligesom at møde Madonna. Jeg gav ham bare en krammer og grinte lidt af det, siger sangfuglen og fortæller, at det foregår mere stille og roligt herhjemme.

- Herhjemme er der en fan, der hedder Mathias Ipsen, og han har været til 59 koncerter, men han vinker bare og siger hej, der er ikke noget overdrevet i det, siger hun.

Stjerneskuddet Patrick Dorgan begynder også så småt at opleve, at folk følger med i, hvad han laver, og særligt én pige skriver konstant. Han har, med egne ord, fået sig sin første stalker.

- Hun opretter falske facebook-profiler, og det er lidt underligt. Jeg skal lige vænne mig til det. Hun skriver til mig hele tiden og er til alle shows - også dem, der ikke er mine. Det er heldigvis alt sammen kærligt og venligt ment, og hun ligger da heller ikke hjemme i min seng for at overraske mig eller sådan noget, siger han.

Flere danske popartister oplever også at få post og pakker fra deres fans. Louis Samson, der der medlem af popduoen Julias Moon, og hans kæreste, har fået speciallavede gaver tilsendt.

- Sarah (Sofia Boussnina, Louis' kæreste, red.) og jeg modtog engang en æske med et par hæklede blæksprutter, der skulle symbolisere os, fordi den her fan synes, at vi er så søde sammen. Vi fik også hæklede armbånd med vores navne på, siger Louis Samson.

Det samme oplever hitbandet Lukas Graham, når de tager rundt i landet og optræder. Der er eksempelvis fans, der har fået trykt deres egne t-shirts med sangtitler, og så fik et medlem af bandet også en helt særlig gave, da de spillede i Vejle.

- Magnúm (bassist i Lukas Graham red.) havde fødselsdag undervejs på touren, og der var nogle piger, der havde brugt hele dagen på at købe en skjorte til ham. Det er jo helt vildt, og ret stort, siger Lukas Graham Forchhammer.

Sponsoreret indhold