Nyheder25. februar 2018

DR’s nye vejrvært Louise Gade Sig: Hjem til Aarhus

Efter en årrække i København er den 33-årige jyde Louise Gade Sig tilbage, hvor hun mødte manden i sit liv – og hendes karriere startede. Nu er hun klar til også at tage seerne med storm
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/louise-gade-sig.jpg
 (Foto: Mikael Rieck)

Vinden har godt fat i de røde lokker, da 33-årige Louise Gade Sig slår armene ud til sin nye hjemby Aarhus.

Netop vejret har nu fået en central rolle i hendes liv. Efter seks år som journalist på ALT for damerne er hun nemlig blevet vejrvært på DR – og derfor har godnatlæsningen de seneste par måneder stået på faglitteratur om vind og vejr – noget, hun allerede inden havde en smule kendskab til.

– Jeg kommer fra en lille landsby, som ligger ved foden af de vestjyske klitter, og der er man meget afhængig af vejret. Hvis der er vestenvind, kan det være afgørende for, hvor lang tid det tager at cykle en distance. Så jeg vidste de basale ting, fortæller Louise, som nu også har fået kyndig oplæring af vejreksperterne Mikael Jarnvig, Søren Jacobsen og Jesper Theilgaard.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/louise-gade-sig1.jpg
 Foto: Mikael Rieck)
Vejrværten i selskab med kollegaerne Søren Jacobsen og Mikael Jarnvig ved åbningen af det nye studie i Aarhus. (Foto: Mikael Rieck)

Flyttet med familien

Louise Gade Sig havde længe haft en drøm om at lave fjernsyn – så da DR lavede ”et helt gammeldags jobopslag”, røg hun til tasterne.

– Det ser man sjældent, kan jeg forstå. Værter plejer at blive håndplukket blandt TV-redaktioner rundtomkring, lyder det fra rødtoppen, som efter tre castinger fik ønskejobbet i smilets by.

I den forbindelse er hun og familien, der tæller kæresten Morten på 31 år og parrets to døtre, Leonora på tre og etårige Madelin, rykket fra København til et hus i Viby i den jyske hovedstad.

Her har vejrværten tidligere tilbragt flere år – og det var også her, hun i sin tid stødte ind i sin kæreste.

– Vi mødte hinanden, da han studerede på Købmandsskolen, og jeg gik på Journalisthøjskolen – men det sjove er, at vi kommer fra samme område i Vestjylland. Han er to år yngre end mig, så måske er det derfor, vi aldrig er stødt på hinanden i byen, funderer Louise.

Selv om de endnu ikke er kommet helt på plads i huset, er den kønne TV-vært allerede nu glad for at være tilbage i det jyske.

– Jeg har faktisk haft lyst til at vende tilbage til Jylland i nogle år, så det var egentlig bare en gylden mulighed for at udleve den drøm, siger Louise, der har savnet at være tættere på familie og venner.

Hun beskriver sig selv som ”en relativt almindelig vestjyde”.

– Jeg synes, der er meget ro på jyder – det kan jeg godt lide. Og så er jeg glad for klassisk mad som sovs, kartofler og tarteletter – og er måske lidt snusfornuftig og har en opsparing. Jeg kan også godt lide, at man kan banke på hos naboen, og at man kigger lidt efter hinanden.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/louise-gade-sig2.jpg
 Foto: Mikael Rieck)

Da SE og HØR møder Louise Gade Sig, har hun netop haft sine første vagter på skærmen. (Foto: Mikael Rieck)

Ikke så forfængelig

At der nu formentlig bliver kigget lidt efter hende, når hun bliver et kendt skærmansigt, gør ikke Louise noget.

– Jeg falder tit spontant i snak med folk på gaden. Jeg har heller intet problem med at gå uden makeup i Netto. Jeg er ikke så forfængelig og privat, siger hun og fortsætter:

– Så at jeg nu kan blive genkendt, synes jeg mest af alt bare er hyggeligt. Jeg tænker, at et emne som vejret primært bringer positiv opmærksomhed med sig eller små finurlige jokes.

Sponsoreret indhold