Nyheder25. maj 2023

DR chef erkender: Det er ikke prangende

Det nye underholdningsflagskib, "Fantino mod Bonde", der bliver sendt i de gyldne primetime timer hver lørdag, er ikke den succes, DR havde håbet på
Maria Fantino og Christian Bonde har lavet "Curlingklubben" siden 2018.
Maria Fantino og Christian Bonde har lavet "Curlingklubben" siden 2018.
 Foto: Kristian Graven

Med store ambitioner om at opfinde et nyt, bundsolidt underholdningsprogram på hele Danmarks DR, blev posen for alvor rystet med "Fantino mod Bonde".

Alt tyder dog på, at den blev rystet så meget, at der gik hul.

Det har nemlig ikke været muligt at se, hvor mange der har set programmet, fordi det ikke har kunnet krybe sig op på en top 20, skrev SE og HØR forleden.

Men nu har vi fået tallene fra DR's egen programansvarlige chef, Erik Struve Hansen.

Og han ville ønske, det gik bedre.

Erik Struve Hansen har en fortid hos Euroman og Børsen.
Erik Struve Hansen har en fortid hos Euroman og Børsen.
 Foto: Ritzau Scanpix

- Lægger man tallene sammen fra flow-tv og streaming, som er det tal, jeg har, så er der 251.000, der har set første afsnit. Det andet program er det for tidligt at sige noget fornuftigt om tallene på – der var lidt færre på flow.

- Var det en fejl at lægge det klokken 20 lørdag aften?

- Det var ikke en fejl. Programmet rammer udemærket det yngre publikum, men jeg kan godt forstå, at nogle ældre får programmet galt i halsen. Og vi bliver også nogle gange nødt til at tage chancer, ellers kommer der aldrig noget nyt.

- Er programmet en succes med de nuværende seertal?

- Det er en delvis succes, vil jeg sige. Jeg skal ikke være komiske Ali, vi gad da godt have flere seere på programmet. Men programmet lykkedes med at være sit helt eget program.

- Kommer der en sæson to, nu når det er en delvis succes?

- Det er for tidligt at sige.

- Synes du selv, programmet er sjovt?

- Ja. Det synes jeg.

"Curlingklubben" har for alvor sat de to værter på danmarkskortet.
"Curlingklubben" har for alvor sat de to værter på danmarkskortet.
 Foto: Agnete Schlichtkrull

Erik Struve Hansen fortæller også, at "Fantino mod Bonde" ikke er i nærheden af det budget, som andre, store underholdningsprogrammer har.

Faktisk er programmet ifølge programchefen et af de mest prisbevidste programmer i en årrække i DR.

Nærmere ville han ikke komme det.

Dog fortæller chefen til SE og HØR, at programmet godt kan svare sig med sine få seere, fordi det har været så "billigt".

"Fantino mod Bonde" har de to garvede radiomuse Maria Fantino og Christian Bonde som værter.

De to blev for alvor danmarkskendt gennem deres radioprogram "Curlingklubben".

Programmet har indtil videre sendt to afsnit, og det tredje bliver sendt på lørdag klokken 20.

Sponsoreret indhold