Nyheder25. januar 2022

Dobbeltliv væltede Per Christensen: Næstformand bliver ny chef i 3F

Per Christensen forlod posten som formand i 3F efter gensidig aftale med ledelsen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20191025-173635-l-1920x1280we.jpg
 Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Det bliver på et hovedbestyrelsesmøde torsdag, at den nuværende næstformand i fagforbundet 3F, Tina Christensen, konstitueres som ny formand og dermed officielt overtager posten efter Per Christensen.

Det oplyser 3F, der er Danmarks største fagforbund, ifølge Fagbladet 3F.

Konstitueringen sker, efter at 3F's ledelse og Per Christensen tirsdag har indgået en aftale om, at han træder tilbage som formand for fagforbundet.

Det sker efter afsløringer i blandt andet B.T. om, at Per Christensen i årevis har levet et hemmeligt dobbeltliv, der har involveret i alt fire kvinder.

Allerede efter et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde i 3F tirsdag formiddag meddelte Tina Christensen på et pressemøde, at det efter vedtægterne er besluttet, at hun vil tage over efter Per Christensen.

Det kan dog først ske officielt ved et hovedbestyrelsesmøde, som altså afholdes torsdag.

Tina Christensen udtalte i forbindelse med mødet tirsdag, at der altid skal være endda meget stor tillid til den person, der står i spidsen for 3F.

- Der er i den seneste tid sået stor tvivl om tilliden til Per Christensen som 3F's formand.

Artiklen fortsætter under billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/20220125-140948-7-1920x1279we.jpg

Tine Christensen konstitueres som ny formand i 3F, indtil der igen skal stemmes om posten.
Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Arthur Cammelbeeck/Ritzau Scanpix

- Der skal altid være endda meget stor tillid til personen i spidsen for vores fællesskab, og derfor er både vi og Per Christensen af den opfattelse, at det er bedst for 3F og vores medlemmer, at han nu stopper, sagde hun i en pressemeddelelse.

Tina Christensen vil være 3F's formand, indtil der igen skal stemmes om formandsposten. Det skal ifølge Fagbladet 3F ske ved en ekstraordinær kongres, der indkaldes til med mindst 14 dages varsel.

Hvorvidt Tina Christensen vil gå efter at blive valgt permanent til posten på næste kongres, har hun ikke afgjort. Det sagde hun tirsdag.

Per Christensen har været formand for 3F siden 2013. Før det har han over en længere årrække haft andre poster i fagforbundet.

3F er Danmarks største fagforbund med 264.000 medlemmer.

Sponsoreret indhold