Klar til årsopgørelse: Her er fem tip til at vende dit skattesmæk

Fredag aften bliver årsopgørelsen ifølge Skattestyrelsen tilgængelig for danskerne.
Og de fleste skatteydere står til at modtage penge - nærmere bestemt ser 74% ud til at få tilbage i Skat. Mens hver fjerde dansker står til at få skattesmæk.
Men ifølge platformen Taxhelper kan der være håb forude.
Der er nemlig flere skattefradrag, som man skal være særligt opmærksom på, hvis man gerne vil ende i den første pulje, fortæller direktøren i TaxHelper, Aske Bueman.
Ifølge direktøren er det især kørselsfradraget, der spiller danskerne et puds, da det ikke indberettes automatisk. Derudover har mange boligejere i 2023 omlagt deres lån, og her kan der altså være flere tusinde kroner at hente i fradrag.
Derfor kommer TaxHelper nu med fem tip, der potentielt kan give dig flere tusinde kroner ekstra i skattefradrag.
Fem tips
1. Det manuelle kørselsfradrag
Det kan lyde som et af de fradrag, de fleste har styr på, når over en million danskere anvender det årligt. Men alligevel er det en af de største syndere, når det kommer til oversete fradrag. En af grundene hertil er, at SKATs oplysninger ikke nødvendigvis er rigtige, fortæller Aske Buemann.
- Vi oplever mange tilfælde, hvor SKAT eksempelvis har udregnet en afstand til dit arbejde, der ikke passer med, den afstand man faktisk kører. Det sker ofte ved byer, hvor den hurtigste rute på en motorvej kan være længere, end den korteste rute igennem byen. Her må man godt vælge den afstand, man faktisk kører frem for den korteste, som SKAT ofte foreslår.
En anden årsag er, at kørselsfradraget de sidste par år ikke automatisk er kommet med på årsopgørelsen. Det har ifølge revisionshuset BDO ført til, at op mod 680 millioner kroner er blevet misset i skattefradrag for mere end 40.000 skatteydere.
2. Fradrag ved omlægning af lån og køb/salg af bolig
I 2023 er der blevet omlagt mange realkreditlån for at score en kursgevinst grundet de høje renter. Her skal man være opmærksom på de gebyrer, man betaler til sin bank og realkreditinstitut, for der kan være flere tusinde kroner at hente i fradrag.
- Det er gebyrer som "garantiprovision" og "differencerenter", som folk selv skal indberette, hvor fradragene kan være op til 20.000 kroner. Disse fradrag er ret ukendte, og vi oplever meget sjældent, at folk selv har indberettet dem, forklarer Aske Buemann.
3. Alle tab på aktier i 2023 kommer ikke automatisk med
Hvis man er en af de mange danskere, der har tabt penge på aktier det sidste års tid, så skal man være opmærksom på særligt én slags aktier. De fleste aktiehandler bliver automatisk indberettet af den platform, man handler på. Men én gruppe gør ikke. Det gælder de mindre aktier, der er handlet på uregulerede børser, som for eksempel First North, såsom iværksættervirksomhederne Happy Helper, Freetrailer, Hove og Penneo. Hvis man har haft et tab, skal man selv angive fradraget og det samme med gevinsten.
4. Rejser og kurser både i Danmark og uden for landet
Epinion har fundet, at næsten én million danskere hvert år går glip af rejsefradraget. Har man været på kursus, rejse, konference eller lignende med sit arbejde, så kan der være fradrag at hente - også selvom arbejdsgiveren har betalt alt mad og overnatning. Det kan blive op til 5.000 kroner om ugen i fradrag, og det kræver primært, at man har overnattet ude og været væk i mere end 24 timer.
- Raterne og udregningen af rejsefradraget ændrer sig hvert år, og SKATs egne tal viser, at folk regner fradraget forkert i hvert tredje tilfælde. Samtidigt tror mange, at det kun gælder lange udlandsrejser, men det er ikke tilfældet. Man skal blot have været væk i 24 timer og være nødsaget til at overnatte ude, så kan man potentielt få fradrag, siger Aske Buemann.
5. Renter og lån optaget i Danmark hos en udenlandsk bank
Der er flere banker og finansielle udbydere, der ligner banker, som opererer i Danmark og dermed automatisk ville indberette ens renter til SKAT. Men der findes eksempler, hvor banken ikke formelt har "driftssted i Danmark" og dermed ikke indberetter automatisk. Det omhandler blandt andet Ferratum og Bank Norwegian, der holder til i henholdsvis Malta og Norge. Disse renter skal man selv ind og lægge på årsopgørelsen - og der kan være tale om store beløb.
Kilde: TaxHelper