
Føtex blev lagt ned af postkasse-hysteri: Kan slet ikke følge med

LÆS OGSÅ: Sælger de røde postkasser
Mandag formiddag klokken 10 gik startskuddet til salget af de ikoniske røde postkasser fra PostNord, men få minutter efter måtte Føtex kaste håndklædet i ringen. Interessen fra danskerne var så voldsom, at supermarkedets hjemmeside krakkelerede under presset.
- Systemerne har været tryktestet i en utrolig grad, fordi vi har haft virkelig mange besøgende på sitet.
- Det har givet knas i maskineriet, siger Salling Groups pressechef Jacob Nielsen til B.T.
Købelystne danskere blev mødt af fejlmeddelelser, når de forsøgte at lægge postkasser i indkøbskurven og på Føtex’ hjemmeside lyder meldingen stadig mandag formiddag:
"Vi oplever i øjeblikket problemer med at tilføje produkter til kurv. Vi arbejder på sagen, beklager ulejligheden."
Trods tekniske vanskeligheder er der endnu håb for postkasse-fans. Ifølge Jacob Nielsen burde systemerne være oppe at køre igen, men det gælder om at handle hurtigt.
Postkasserne, som sælges i brugt stand og leveres med tilhørende nøgle, er en del af Danmarks Indsamling 2026.
Hele beløbet går direkte til indsamlingen.
