Annonce
Dine penge1 time siden (opd. 57 min siden)

Snart kan du eje en ægte rød postkasse fra PostNord

Når PostNord stopper med at omdele breve, får de røde postkasser nyt liv hos danskerne
Af: Ritzau
En æra slutter, og en ny begynder. De ikoniske røde postkasser fra PostNord bliver nu sat til salg til fordel for Danmarks Indsamling.
En æra slutter, og en ny begynder. De ikoniske røde postkasser fra PostNord bliver nu sat til salg til fordel for Danmarks Indsamling.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Annonce

Snart er det muligt at blive ejer af en ægte rød postkasse.

Når året rinder ud, har PostNord uddelt sit sidste brev i Danmark. I den anledning skal de velkendte røde postkasser have nyt liv.

Derfor benytter PostNord lejligheden til i december at donere 1000 postkasser til Danmarks Indsamling.

Det skriver PostNord i en pressemeddelelse.

For 2000 kroner kan man købe en brugt postkasse med få synlige spor. Der er en rabat at hente på 500 kroner, hvis man er til en postkasse med lidt mere synlig historik.

- Vi ved, at den røde postkasse har en særlig betydning for mange i Danmark, siger den administrerende direktør i PostNord, Kim Pedersen, i pressemeddelelsen og tilføjer:

Annonce

- Derfor har det været vigtigt for os at sikre, at de røde postkasser får et nyt liv, når de pensioneres.

Postkasserne bliver sat til salg 15. december, og pengene går ubeskåret til Danmarks Indsamling, der kulminerer med et indsamlingsshow på DR den 31. januar.

Yderligere 200 postkasser sættes på auktion i januar. Her er der blandt andet tale om postkasser, der har hængt på udvalgte lokationer i Danmark - eksempelvis Københavns Hovedbanegård.

Annonce

Nogle af de 200 postkasser vil være udsmykket af en række danske kunstnere.

De postkasser, der sættes på auktion i januar, vurderes til at få en større værdi end de 1500 kroner og 2000 kroner. Disse penge bliver også doneret til Danmarks Indsamling.

De danske postkasser blev introduceret af postvæsnet sammen med frimærket i 1851. Dengang havde postkasserne forskellige farver.

Annonce

13 postkasser blev sat op i den danske hovedstad, hvorefter de blev en del af gadebilledet i hele landet.

I 1876 begyndte postkasserne at ligne dem, vi kender fra i dag.

Fra nytår er det distributionsselskabet Dao, som overtager brevomdelingen i Danmark.

Dao har i en periode været i gang med opsætningen af 1500 af deres egne røde postkasser, som kan findes i de såkaldte Daoshops.

Annonce

Sponsoreret indhold