Nyheder16. november 2015

Derfor skal du komme i god tid til fodboldbrag

Hvis du er én af de heldige, der har fået billet til morgendagens store fodboldbrag eller kender nogen, der har, er det en god idé at læse med her
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/ao-834658.jpg
 (Arkivfoto: All Over)

I morgen aften spiller det danske fodboldlandshold den afgørende EM-kvalifikationskamp mod Sverige. Hvis du har fået billet til kampen og vil være helt sikker på at følge fodboldbraget fra start, er det en rigtig god ide at komme i god tid. Dansk Boldspil Union (DBU) indfører ekstra sikkerhed i forbindelse med kampen efter weekendens terrorangreb i Paris.

- Vi har altid fokus på sikkerheden til kampene i Parken, men vi har valgt at øge sikkerhedsforanstaltningerne ved alle indgange til stadion i lyset af weekendens tragiske hændelser i den franske hovedstad, siger DBUs kommunikationschef, Jakob Høyer, til dbu.dk

De mange forventningsfulde fodboldfans skal derfor regne med, at det tager længere tid end normalt at komme ind på stadion. Kom i god tid, lyder opfordringen.

Selvmordsbombere detonerede tre bomber ude foran det franske nationalstadion Stade de France, hvor Frankrig spillede venskabskamp mod Tyskland fredag aften. Andre terrorister angreb en cafe og koncertstedet Bataclan.

Mindst 132 mennesker er meldt dræbt efter de tre angreb.

Sponsoreret indhold