Nyheder24. december 2017

Derfor er bagedyst-vinder ikke med i ”Den store jule-og nytårsbagedyst”

I disse uger bliver der igen baget på livet løs i ”Den store jule-og nytårsbagedyst”, men dette års vinder Andrea er ikke med i programmet. Hun havde med egne ord oplevet alt det, man skulle, i forbindelse med programmet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/dr-0248852.jpg
 (Foto: DR1)

I denne sødejul har vi ikke blot nydt brunkager og klejner. På TV har vi også kunne se de smukkeste kagekreationer, når tidligere deltagere i ”Den store bagedyst” igen har besøgt bageteltet.

Her skal Rosa, Jesper, Anton og co. igen forsøge at imponere de to dommere – denne gang med kager, der har enten et jule- eller nytårstema.

Men selv om hun vandt ”Den store bagedyst”, har Andrea Søllested fra Næstved ikke valgt at deltage. Det fortæller hun til Realityportalen.dk:

- Jeg har fået alle de gaver med mig fra ”Den store bagedyst”, som jeg kunne forvente. Jeg har været med hele vejen, og jeg har vundet. Jeg skulle videre, siger Andrea til Realityportalen.dk.

”Den store jule-og nytårsbagedyst” blev tilmed optaget i efteråret, og det var en travl tid for bagedyst-vinderen:

– Jeg havde ikke rigtig tid i efteråret, for jeg skulle en masse andre ting. Og så plejer vinderne ikke rigtigt at være med, så jeg synes egentligt, at det er en god ting, at jeg ikke er med, siger Andrea til Realityportalen.dk.

50-årige Andrea vandt bagedysten i slutningen af november efter en intens finale, der blandt andet bød på fyldte chokolader og en ganske vild hemmelig udfordring.

Andrea afslørede kort efter, at hun havde haft den store pengepung fremme undervejs. Til DR fortalte hun, at hun brugte cirka 20.000 kroner af sine egne penge – pengene er blandt andet brugt på råvarer, bageforme, fade og bageudstyr.

Foruden de 20.000 kroner af egen lomme fik Andrea – og de andre Bagedyst-deltagere – hver 1.400 kroner til hvert program.

Disse penge skulle dække udgifterne til prøvebagningerne hjemme, favoritbagningen og mesterværket – men var altså langt fra nok til Andreas kage-kreationer.

Bagedyst-vinderen i 2014, Tobias Hamann, har også tidligere fortalt, at han brugte sine egne penge for at vinde det eftertragtede trofæ. Han brugte således 25.000 kroner af egen komme under konkurrencen.

Andrea, der arbejder som selvstændig teaterskrædder og kostumedesigner, lavede en mesterkage, der skulle lede tankerne hen på hendes arbejde. Hendes Harlekin- og Columbine-kage repræsenterede en maskulin og en feminin del, og den imponerede de to dommere.

- Jeg syntes, det var spændende at se, om jeg kunne bruge min kreativitet og flytte den over til det at bage kage, og det kunne jeg godt, fortalte Andrea til Ritzau og uddybede:

- For mig er det egentligt ligegyldigt, om jeg er ved at omorganisere mit staudebed eller i gang med at sy renæssancedragter - når jeg beskæftiger mig kreativt, har jeg det rigtig godt og synes, jeg bruger mine evner allerbedst.

Sponsoreret indhold