Nyheder16. november 2008

Den Skaldede Kok: Nu SKAL jeg tabe mig

Carsten Olsen fik at vide, at han var tæt på at dø, så nu har han sat sig selv på kur. SE og HØR følger strabadserne og kampen om at komme ned under 100 kilo
– Det er sgu lidt grænseoverskridende at stå sådan her, siger Carsten Olsen, som skal smide ti kilo inden jul
– Det er sgu lidt grænseoverskridende at stå sådan her, siger Carsten Olsen, som skal smide ti kilo inden jul
 Foto: Claus Poulsen

Livet har altid været fest, farver og fuld fart frem for 44-årige Carsten Olsen, også kendt som Den Skaldede Kok. Men i takt med sin voksende succes er der også blevet mere af ham.

- Ja, jeg var sgu oppe at runde de 150 kilo. Det startede stille og roligt, da jeg holdt op som bokser og kom i lære som kok som 16-årig.

- Siden dengang har jeg haft problemer med vægten, erkender den charmerende kok med den store volumen.

For otte måneder siden gik han ned med stress, og for nylig sagde lægen, at han godt kunne forberede sig på snart at checke ud, hvis han fortsatte sin livsstil.

- Det var en drabelig besked at få. Den skulle jeg lige sluge.

Kirkegården må vente

Carsten Olsen er med egne ord ikke klar til at være "det hårdeste lig på kirkegården". Så nu har han sat sig selv på en skrap kur med de otte kostråd sammen med veninden og medforfatteren Lene Hansson.

- Jeg har jo altid gået til den med mad og sprut og har drukket masser af kaffe og sovet fire timer hver nat. Smøgerne droppede jeg for 15 år siden, men ellers har jeg aldrig forsaget noget.

- Og jeg har aldrig haft problemer med at få venner eller finde kærester. Ingen har klaget over min størrelse. Men det er slut nu.

- Jeg har en søn på 19, som siger, han ikke vil miste mig, siger Carsten Olsen og får blanke øjne.

Han har allerede smidt 18 kilo ved at cykle. Men resten kniber det med. Så med Lene Hanssons hjælp håber han at komme ned på 95,5 kilo inden påske. Og smide de ti kilo inden jul. Det betyder blandt andet farvel til yndlingsretten boller i karry - men forhåbentlig også til en række skavanker på længere sigt.

Her på www.seoghør.dk kan du løbende følge med i kokkens fremskridt.

Sponsoreret indhold