Nyheder11. august 2016

Dansk OL-håb: Vælter sig i fans på Facebook og Instagram

Dressurrytteren Cathrine Dufour har taget alle med storm på Instagram og Facebook, hvor hun skovler fans ind
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20160722-cathrine_dufour-tsl-0001.jpg
 Thomas Laursen

Før OL var hendes navn kun kendt i hestekredse, men 24-årige Cathrine Dufour har de seneste dage taget mange danskere med storm. Dressurrytteren, der i dag rider på banen på Atterupgaards Cassidy i Rio, har tusindevis af fans på de scoiale medier, hvor hun hele tiden opdaterer fra OL i Brasilien.

Og det er ikke gået ubemærket hen herhjemme i Danmark. Faktisk blev hun forleden kåret af DR som en af de tre atleter, man bare skal følge under OL. Du kan følge Dufour dressage lige her.

Men hvem er Cathrine Dufour egentlig? Kort før afgang til Rio besøgte SE og HØR hende på gården nær Roskilde, hvor hun bor med sine forældre og alle hestene.

Det er kun et lille år siden, at dressurrytteren Cathrine Dufour og hesten Atterupgaards Cassidy endte som nummer næsten sjok til deres første stævne som senior. Efter en fantastisk karriere som først junior- og siden ungrytter tog den 24-årige kvinde springet til de ”voksnes rækker”, men det gik slet ikke som planlagt. Så at hun nu befinder sig i Rio, og i dag den 11. august rider på banen med det rød-hvide flag på jakken (kl. 15, Play/TV 2), var der ikke mange, der havde regnet med.

Hjemme hos Cathrine Dufour

- Jeg kunne stadig ride U25, men jeg red mit første seniorstævne i oktober sidste år. Jeg blev andensidst, så det gik rigtigt dårligt. Det var virkelig en våd karklud i hovedet, så der måtte vi lige vende herhjemme, hvad gør vi nu.
Så tog jeg til mit andet senior-stævne i december, hvor jeg vandt. Der kunne vi se, at hvis den kurve fortsatte, ville jeg godt kunne være med i kampen om at komme til OL, fortæller Cathrine, da SE og HØR møder hende på familien Dufours smukke gård nær Roskilde kort før afgang til Brasilien.

Sammen med Ecco-arvingen Anna Kasprzak, Lego-datteren Agnete Kirk Thinggaard og Anders Dahl skal Cathrine forsøge at hive en medalje hjem til Danmark i disciplinen dressur. I juni slog Cathrine hele banden til DM, hvor hun vandt alle tre konkurrencer og således også det samlede mesterskab.

- Jeg havde slet ikke regnet med at vinde DM. Jeg har redet så få stævner som senior, så det var helt vildt. OL-udtagelsen er kæmpe-stort, men DM glemmer jeg aldrig. Vi har været i tvivl, om Cassidy kunne klare springet til Grand Prix (dressurens sværeste klasse red.), fordi han har haft svært ved at lære piaffe og passage. Det har taget år, og jeg har tit tænkt, at det ikke kom til at ske. Heldigvis har min træner Rune Willum altid troet på det, lyder det fra den flittige atlet, der beskæftiger sig med de ædle dyr fra morgen til aften hver eneste dag året rundt.

Læs hele interviewet i SE og HØR, der er på gaden nu.

Sponsoreret indhold