Nyheder28. februar 2018

Connie Nielsen elsker at komme hjem til Danmark

52-årige Connie Nielsen bor i USA, men nyder at komme hjem og besøge venner og familie – og det er vigtigt for hende, at hendes sønner også får et forhold til Danmark.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/connie-nielsen-0.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Den står egentlig på arbejde med en ny TV-serie i Los Angeles – men Connie Nielsen har fået lov til at lægge vejen forbi Danmark, så hun kan være med til at præsentere DR-serien ”Liberty”, som hun medvirker i.

– Det er dejligt (at være tilbage, red.). Jeg er ofte i Danmark og er sammen med min familie og mine venner, fortæller den 52-årige skuespiller, da SE og HØR møder hende på Karen Blixen Museet i Rungsted nord for København.

Fra tidligere forhold har Connie to sønner – Sebastian på 28 år, som hun har med den italienske skuespiller Fabio Sartor, og tiårige Bryce, hvis far er den danske Metallica-trommeslager Lars Ulrich, 54, som Connie var sammen med i ni år.

Og det er vigtigt for nordjyske Connie, at sønnerne også får et forhold til Danmark.

– Ja, de er hjemme hver sommer i to uger ad gangen, fortæller hun.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/10.8841846am.jpg
 (Foto: All Over)

Connie Nielsen til Los Angeles-premieren på ”Wonder Woman” i maj sidste år .(Foto: All Over Press)

Til daglig bor Connie Nielsen hovedsagelig i San Francisco – og hun nyder klimaet i den californiske by.

– Skønt for en løber, ikke? siger skønheden, som bruger en time om dagen på at løbe – og også går op i at spise sundt.

– Ikke fordi jeg vil være ung altid, men mere fordi jeg elsker den følelse, jeg får i kroppen af at leve sundt.

Ud over at nyde hjemmet i San Francisco tilbringer stjernen også tid i The Big Apple.

– Jeg elsker mit hus i New York. Min ældste søn er der efterhånden mere, end jeg er der – også fordi jeg har den lille i San Francisco, siger hun og fortsætter:

– Men jeg elsker at have et tilhørsforhold dertil, og jeg tager ofte den lille med til New York og holder weekend der. Så tager jeg ham på Broadway eller The Met og har den kulturelle oplevelse. Jeg har også stadig rigtig mange venner i New York, fortæller ”Liberty”-skuespilleren.

"Liberty" har premiere søndag den 25. februar kl. 20.00 på DR1.

Læs mere om Connie Nielsen og resten af "Liberty"-skuespillerne i denne uges SE og HØR, der er på gaden nu.

Sponsoreret indhold