Nyheder16. oktober 2014

Clemens: Havde et enormt selvhad

Den danske succesrapper har faktisk tidligere brugt sit selvhad til at opbygge sin karriere, men nu er det slut af hensyn til hans nyfødte søn, erklærer sangeren
Selv om han virker cool udadtil, har Clemens ikke altid haft det godt indeni
Selv om han virker cool udadtil, har Clemens ikke altid haft det godt indeni
 Foto: All Over



Det kan være lidt af en øjenåbner at blive far. Også for musikeren Clemens.

Den nye forældrerolle har således fået den rutinerede rapper til at erkende en række ting i sit liv, som han vil ændre, hvilket han nu deler ud af på sin nye single "Øjenåbner".

Den helt store ting, som rapperen har sat sig for at ændre, er det store had til sig selv, som han har døjet med det meste af sin karriere.

- Jeg har et sind, der kan være virkelig mørkt til tider. Hvor selvhadet næsten er altoverskyggende, siger Clemens.

LÆS OGSÅ: Clemens hepper på kollega: Sådan USO!

Hadet til sig selv stammer fra dengang, den nu 35-årige rapper voksede op i Sønderjylland og drømte om at leve af sin musik.

- Det er meget dansk, og jysk, at man ikke skal tro, at man er noget og ikke må drømme. Så hvis du har store armbevægelser, som jeg, så slår du dig tit. Når man har slået sig nok gange, bliver det vendt indad i stedet, siger Clemens.

Det negative syn på sig selv har gjort det svært for Clemens at nyde den succes, han har opnået, siden han startede sin professionelle karriere som 16-årig. Men det har også fået ham til at holde benene på jorden.

LÆS OGSÅ: Clemens: Vild kærestejagt

- Hadet har holdt mig selv på plads, hver gang det gik rigtig godt. Jeg har brugt det som en praktisk foranstaltning, så jeg ikke blev for høj af min succes. Det har nok været meget godt, siger Clemens, der blev millionær som 30-årig.

Selvkritikken holdt dog ikke kun den rutinerede rapper tilbage. Det motiverede ham også til at kæmpe sig fremad.

- I lang tid har jeg brugt mit selvhad som en drift til at tilsidesætte mig selv, så jeg kunne forfølge mine mål. Når jeg var i fitness og skulle give den en ekstra tand, har jeg for eksempel sagt "kom så fede, kom så fede" til mig selv, selvom jeg ikke havde et gram fedt på min krop, siger Clemens.

Men da Clemens for otte måneder siden blev far, satte rapperen sig for at lægge hadet bag sig.

- Hvis jeg kun er drevet af selvhad, og det aldrig kan blive godt nok, så vil det syn gå videre til min søn, hver gang han ligner mig. Det kunne jeg på ingen måde have, siger han.

LÆS OGSÅ: Clemens: Kysser og gramser løs

Clemens begyndte derfor at arbejde intensivt med sig selv for at komme af med sit dårlige syn på sig selv.

- Min søn satte gang i en selvransagelse. Det varede en måneds tid, hvor jeg måtte tale seriøst med mig selv, og hvor jeg måtte prøve at acceptere mig selv. Det var en stor ting for mig at erkende, hvem jeg er, siger rapperen.

På Singlen "Øjenåbner" rapper Clemens også om at skulle huske at leve i nuet, og om hvordan kollegerne i musikbranchen har inspireret ham.

Singlens album "Pangæa" er ude 1. december.

Sponsoreret indhold