Nyheder11. april 2018

Cirkusrevyen bliver anderledes i år: Dropper kongelige parodier

Af hensyn til den nuværende situation i Kongehuset har Cirkusrevyen valgt at droppe de kongelige jokes.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bb-837642.jpg
 Foto: All Over

Når Cirkusrevyen om få måneder har premiere, bliver det uden de traditionelle kongelige parodier. Det skriver Billed-Bladet.

Hvert år har det ellers været en tradition, at Ulf Pilgaard fik publikum til at flække af grin med sine parodier af dronning Margrethe og prins Henrik.

Men af respekt for Kongehuset vil det ikke være en del af revyen, når de har premiere 27. maj på Bakken i Klampenborg.

- Vi er rigtig langt, og jeg tror, det bliver en god revy. Men der kommer ikke noget kongeligt. Vi har respekt for det, der er sket, så det lader vi ligge, siger instruktør Lisbet Dahl til Billed-Bladet og hentyder til Prins Henriks død for to måneder siden.

Men selv om de kongelige jokes nu pilles ud, så understreger folkene bag revyen, at det ikke handler om, at det tidligere har været en hån mod Kongehuset.

- Cirkusrevyen har aldrig behandlet kongehuset ondskabsfuldt, men sjovt nok til, at de altid selv er kommet herud for at grine, siger Ulf Pilgaard, der har stået for de kongelige parodier, til Billed-Bladet.

Og han fortæller da også, at der er nok at tage fat på, hvor der er mange, der i løbet af året "har stukket snotten frem".

Der vil som sædvanlig blive kommenteret på den politiske situation, og det er ifølge Ulf Pilgaard, fordi Cirkusrevyen ikke blot er sjov og ballade, men også indhold med substans og bid.

Revyen har indtil videre solgt flere end 100.000 billetter.

De garvede skuespillere Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard er også at finde i revyen i år. Og så har de fået en ny med på holdet. Nemlig 31-årige Amalie Dollerup, der netop kunne finde tid til revyen, mens Badehotellet holder pause.

Sponsoreret indhold