Champagne-drengen er på fri fod

Mads Dinesen er på fri fod efter sin varetægtsfængsling

Mads Dinesen er på fri fod efter sin varetægtsfængsling

Foto: Peter Grosen




Mads Dinesen kan igen nyde et glas champagne og folde sig ud i det københavnske natteliv. Den bedragerisigtede champagne-dreng er nemlig atter på fri fod efter at have siddet varetægtsfængslet siden 13. februar.

Det skriver Ekstra Bladet.

- Vi har løsladt en 22-årig ung mand, fordi vi nu er færdige med efterforskningen. Så vi har ikke behov for at have ham varetægtsfængslet længere, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson til Ekstra Bladet.

Carsten Jansson oplyser til Ekstra Bladet, at der er berammet retsmøde i sagen i juni ved Glostrup Ret.




Mads Dinesen, som vi kender ham bedst: I storslåede omgivelser med et glas champagne i hånden (Foto: Peter Grosen)


Mads Dinesen er kendt for sin hang til champagne og store armbevægelser i byen, hvor han blandt andet har blendet en tusindekroneseddel i sin drink. Efter sin anholdelse er han sigtet for bedrageri og dokumentfalsk for over 30 millioner kroner. Forbrydelserne er begået i forening med en 33-årig mand.

LÆS OGSÅ: Ligbleg Champagne-dreng i retten

De to har blandt andet opkøbt elektronik og hårde hvidevarer og solgt det videre uden at betale den oprindelige sælger. Dinesen har ligeledes pumpet værdien af sine virksomheder kunstigt op ved hjælp af dokumentfalsk for at opnå øgede kreditter.

Hvis sigtelserne mod champagnedrengen holder til en domfældelse, er det tilsyneladende ved simpel svindel, at den 22-årige har finansieret sin ekstravagante livsstil, hvor han blandt andet har ejet natklubben Nasa og smidt om sig med penge på mere eller mindre provokerende måder.

LÆS OGSÅ: Gavmild Champagne-dreng: Mangler du 140.000 kroner?

Og for de millioner af kroner, som Champagnedrengen har snydt med, har han blandt købt en Porsche Cayenne, en Alfa Romeo og en Fiat 500. Alle bilerne har været leaset på falske årsopgørelser og lønsedler.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close