Nyheder17 timer siden

Chalup, sejl og slotsliv: Så er kongeparrets sommer skudt i gang

Kongeparret er om bord på kongeskibet "Dannebrog" og sætter kurs mod Helsingør. Dermed er sejlsæsonen i gang

Klar til sommerens togt

LÆS OGSÅ: Her er kongens dyre og osende hobby

Kong Frederik og dronning Mary er gået om bord på kongeskibet "Dannebrog" og har dermed skudt årets sejlsæson i gang.

Denne gang er det lidt mindre uvant end sidste år, hvor det var parrets første sejlsæson som kongepar.

Kongeparret blev onsdag middag sejlet ud til kongeskibet fra Nordre Toldbod i København i en chalup, der er en mellemstor robåd.

Nu sættes kursen mod Helsingør Havn, hvorfra parret skal til Fredensborg Slot, som vil være kongefamiliens officielle residens sommeren over.

Det er en tradition, at den danske regent hvert år tager på togt i de danske farvande i løbet af sommeren.

Traditionen går tilbage til Christian X og dronning Alexandrines regeringsperiode, hvor de som det første kongepar gjorde sommertogterne til en fast del af programmet.

Siden er traditionen blevet videreført af Frederik IX og dronning Ingrid samt dronning Margrethe og prins Henrik.

På årets sensommertogt skal kong Frederik og dronning Mary besøge Frederikshavn, Thisted, Læsø og Samsø.

Kongeparret stiger ombord på Dannebrog onsdag 7. maj 2025
 Foto: Jesper Sunesen

Programmet for kongeparrets sensommertogt i år ventes først at komme senere.

Sidste år, i forbindelse med kong Frederik og dronning Marys første sensommertogt på "Dannebrog" som kongepar, lagde de blandt andet vejen forbi Bornholm, Assens, Ærø og Vejle.

Kongeparret stiger ombord på Dannebrog onsdag 7. maj 2025
 Foto: Jesper Sunesen

Lang historie

* "Dannebrog" blev bygget i 1931-1932 på Orlogsværftet i København som afløser for det forudgående kongeskib, hjuldamperen "Dannebrog" fra 1879.

* En større modernisering af skibet blev udført i 1980-1981, hvor man blandt andet udskiftede maskinrummet.

* "Dannebrog" er navngivet af dronning Alexandrine i København i 1931 og hejste kommando første gang 26. maj 1932.

* "Dannebrog" tjener som officiel og privat residens for kongeparret samt øvrige medlemmer af den kongelige familie, når de er på sommertogt i hjemlige farvande eller på oversøiske officielle besøg.

* Kongeskibet tager også del i farvandsovervågning og søredningstjeneste, når skibet er til søs. Skibet kan også bruges som hospitalsskib.

* Den kongelige beboelse rummer et arbejdsværelse, spisesalon, fællessalon, soverum med mere.

* Den kongelige afdeling rummer møbler og udrustning fra det forudgående kongeskib fra 1879.

* Kongeskibets fulde besætning består af ni officerer, syv sergenter, to konstabler og mellem 36 og 39 værnepligtige, som alle er specielt udvalgt fra søværnet.

* Siden kommandohejsning i 1932 har skibet tilbagelagt mere end 800.000 sømil og besøgt hovedparten af havnene i Danmark, Grønland og på Færøerne.

* Skibet har også besøgt europæiske havne, især i Frankrig, og har været i Middelhavet, Caribien samt på den amerikanske østkyst.

* Skibet er 78,4 meter langt, 10,4 meter bredt og måler 23 meter op til mastens top.

Kilde: Kongehuset

Parret besøgte blandt andet Rønne Theater, tog på vandretur i Ekkodalen og besøgte et lokalt whiskydestilleri på Ærø.

Det nuværende kongeskib blev søsat den 26. maj 1932.

Skibets ni årtier på havet har ifølge kongehusets oversigt over Dannebrogstogter budt på et hav af rejser indenlands, men også til Grønland og Færøerne.

Sidste år var kongeparret også på et rigsfællesskabstogt med "Dannebrog", der oprindeligt bød på besøg til både Grønland og Færøerne.

Men grundet en strejke på Færøerne blev turen aflyst. Turen er endnu en gang kommet i kalenderen, og ifølge kongehusets nuværende program skal kongeparret besøge Færøerne 11. til 13. juni i år.

Sponsoreret indhold