Nyheder24. september 2015

KOMIKER-KRIG SLUT: Casper & Frank slutter fred med "Anden"

Der har længe hersket fraktioner i den danske comedy-verden, men nu lader det til, at de største kamphaner har begravet stridsøksen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/andencaspercfrank_-_aop_sh_-_web1.jpg
 Foto: All Over Press/SE og HØR

Casper Christensen og Frank Hvam har haft stor succes med blandt andet ”Klovn”, mens Anders "Anden" Matthesen har spundet guld på især sine one-man shows. Sjældent har man oplevet de her store danske komikere lave noget sammen.

"Klovn"-duoen og "Anden" var vel en overgang nærmest at betragte som deciderede uvenner.

Ufreden mellem dem var på sit højeste i 2011, da "Anden" i et interview svinede "Live fra Bremen" (Skabt af Casper og Frank), som han betragtede som "et hav af talentløs masse". Casper Christensen var kort efter ude og sige, at "Anden" var gamle nyheder.

I dag er der dog fred og fordragelighed mellem de tre, men at dømme fra de tre komikeres udtalelser til MetroXpress, kunne det have hændt for hele ti år siden. For skaberne bag ”Klovn”-universet, Casper Christensen og Frank Hvam, havde faktisk "Anden" i tankerne til hovedrollen som Frank-karakteren, da de begyndte på serien tilbage i 2005.

- Vi gav oprindeligt serien til Anders Matthesen, men han ville hellere lave sit eget, hvilket jo var helt fair, siger Casper Christensen til avisen.

Anders Matthesen forklarer omstændighederne lidt anderledes, når han selv tænker tilbage på tiden dengang.

- Jeg blev ikke tilbudt serien. Det kan være, de har tænkt på mig, da de skrev 'Klovn', men jeg har aldrig hørt om det før, at jeg skulle være blevet tilbudt serien. Men det var da sødt af dem at tænke på mig, forklarer Anders "Anden" Matthesen.

Rollen som den evigt uheldige Frank gik som bekendt i sidste ende til Frank Hvam, mens Casper Christensen spiller hans gode ven, Casper.

Frank retter sig dig selv i en mail til MetroXpress om, at det ikke direkte handlede om, at "Anden" direkte fik serien tildelt.

- Vi overvejede at give 'Klovn' til Matthesen, fordi han er så dygtig, siger Frank Hvam.

Den nye ’Klovn’-film, ”Klovn Forever”, har premiere i dag den 24. september.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-cta_facebook_116.png

Sponsoreret indhold