Nyheder12. juli 2017

Caroline til sønnen: Jeg er vanvittigt stolt af dig

Tv-baronessen Caroline Fleming strutter af stolthed over sønnen Alexander, der er færdig på sin privatskole.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/hhcaroline_fleming.jpg
 Foto: All Over Press

Eks-baronessen Caroline Fleming markerer onsdag en helt speciel dag.

Tv-baronessens ældste søn, Alexander William Fleming, på 13 år har nemlig netop færdiggjort sit ophold på den engelske privatskole Knightsbridge School i London.

Og det har fået hans 41-årige mor til at strutte af stolthed på sin Instagram-profil, hvor hun har delt flere opslag af sønnen og familiens fejring af dagen.

- Selv om der venter spændende tider forude, har jeg ondt i hjertet over, at min store søn nu skal videre, skriver Caroline Fleming blandt andet.

Både Alexanders lillesøster, Josephine, og halvlillebror, Nicholas, var også med til at fejre deres storebrors uddannelse.

Artiklen fortsætter efter billederne

- Ni år er fløjet afsted, og jeg er så vanvittigt stolt af dig og alt, du har arbejdet så hårdt for at opnå. Jeg elsker dig, skriver den tidligere baronesse til sin ældste søn på Instagram.

Tidligere på året luftede Caroline Fleming sine tanker om sønnens videre skoleforløb efter sommerferien i et interview med Eurowoman.

Men hun er ikke alene om at have indflydelse på Alexanders fremtid, og selv har Alexander vist interesse for den danske kostskole Herlufsholm.

- Det er svært at kæmpe mod nogen, som burde have de samme interesser i forhold til, hvad der er det bedste for Alexander, men som tror, de ved bedre, lød det dengang fra baronessen.

Den tidligere baronesse har ikke sat navn på, hvem det er, der kæmper mod hendes ønske.

Hun har tidligere været gift med Bond-arvingen Rory Fleming, som også er far til hendes to ældste børn.

Tidligere i år mistede Caroline Fleming sin far, og efterfølgende har Alexander været på tale til at arve Valdemars Slot.

Sponsoreret indhold