Nyheder20. oktober 2021

Bliver det en hvid jul i år? DMI teaser for sne

DMI er klar med en dugfrisk prognose for vintersæsonen - og der er mulighed for sne!
https://imgix.seoghoer.dk/skaermbillede_2020-01-28_kl._11.31.52_0.png
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Danmarks vejreksperter, meteorologerne inde hos DMI, har kigget på udsigterne for vintervejret.

I en ny prognose, der netop er udgivet, har instituttet forsøgt at forudse vejret for december og januar - og de fleste af os er nok særligt interesserede i, om vi kan glæde os til en hvid jul i år.

Det er endnu ikke 100 procent sikkert, at du vil kunne bygge snemænd med familien i juledagene, men DMI lover forsigtigt en mulighed for snevejr.

I hvert fald er en hvid jul ikke udelukket, hvis vi tolker på prognosen for december:

Her skriver langtidsmeteorolog Steen Hermansen blandt andet:

- I de tilfælde, hvor et højtryk etablerer sig nord eller øst for os, vil vi i perioder kunne få tilført kold og gennemgående tør arktisk luft, hvilket vil give os koldt og klart vejr samt nattefrost.

- Andre prognoser indikerer dog også, at et lufttrykstrug eller lavtryk over Nordeuropa kan give os ret koldt og ustabilt vejr. Det ville så betyde mest skyet vejr og perioder med regn, slud, elle sne, der vil kunne falde meget ulige fordelt med store regionale forskelle, hvad angår mængder og udbredelse.

I den forbindelse nævner meteorologen også de såkaldte "kattegatbyger", som er et andet ord for den sne, der falder, når luften er kold, og havet varmt.

- Det er dog værd at bemærke at det normale vestlige strømningsmønster med mildt og gråt vejr nok vejer næsten lige så tungt på den samlede vægtskål i forhold til, hvad der måtte blive det samlede udfald. Set i det lys må vinterentusiasterne nok hellere indstille sig på en ustadig, mild og grå vejrtype og så vente med tålmodighed på mere klare signaler om, at kulden melder sig, skriver Steen Hermansen og slutter decemberprognosen således:

- Som helhed er det mest sandsynligt, at december ender med temperaturer omkring eller lidt under normalen, mens nedbørmængderne nok samlet set holder sig omkring det normale for årstiden med en halvvåd start og en mere tør afslutning.

Hvornår er det "hvid jul"?

Efter DMI's egen definition kan det først kaldes en hvid jul, når der den 24. om eftermiddagen ligger mindst en halv centimeter sne i over 90 procent af Danmark.

Sidst, det skete, var i 2010.

Der er i gennemsnit hvid jul cirka hver 13. år i Danmark.

Kilde: DMI

Sponsoreret indhold