Nyheder19. august 2014

Blachman: Ingen er så folkekær som mig

X Factor-dommeren mener, han er en god læremester for danskerne
Af af
Thomas Blachman skal være dommer i X Factor sammen med Lina Rafn og Remee
Thomas Blachman skal være dommer i X Factor sammen med Lina Rafn og Remee
 Foto: Mikael Rieck



Mandag afslørede DR, hvem der skal være dommere i den nye sæson af X Factor. Og uden at det kom som den store overraskelse, kan man igen i år finde Blachman bag dommerpulten.

Selv er den skaldede dommer ikke i tvivl om, at programmet ikke ville være det samme uden ham.

- Jeg kan mærke, at jeg ikke spilder min tid. Jeg kan mærke, at jeg møder unge mennesker, som kommer hen til mig på gaden og giver mig indtryk af, at de kan bruge det, jeg siger, til noget. Det styrker deres egen tillid til dem selv, forklarer Blachman om grunden til, at han sagde ja til endnu en sæson af det populære program.

LÆS OGSÅ: Genvalg til X Factor dommere

Og mens dommeren mener, at det er nødvendigt at give danskerne større tillid til sig selv, så er han selv klar over, hvilke værdier han besidder.

- Jeg kan ikke forestille mig en mere folkekær person end mig selv. Det er jo helt sindsygt. Så man må da krydse fingre for, at jeg også kan holde mig selv ud, for så folkekært et menneske må også elske sig selv. Et så elsket menneske må sgu da for helvede også elske sig selv, så den kæmper jeg lidt med, lyder det fra en smågrinende Blachman.

Og selvom hans hudløst ærlige vurderinger af X Factor-deltagerne ofte har fået kritik af danskerne, så er det ikke noget Blachman mærker, når han bevæger sig rundt i landet.

- Folk smiler og er simpelthen så glade. Hvis jeg bare havde tre oplevelser, hvor folk kom hen og sagde hey, hey eller spyttede efter mig, så havde jeg droppet det, for jeg er super følsom over for det der, men jeg møder det aldrig, slår Blachman fast.

LÆS OGSÅ: Blachman er uerstatteligt forelsket

- Og det er ikke fordi, jeg skal gå rundt og svælge i det, for tro mig... selvfølgelig kan man undvære det, og det kommer jeg også til en dag. Men nu hvor jeg alligevel synes, at det giver mening, så er det sgu også meget rart, at jeg får den respons. Og den driver mig til Danmarks Radio med en vis fred, siger Blachman, der mener, at han er en god læremester over for danskerne.

- I det hele taget så tror jeg, at jeg er det fag, som ikke findes i forvejen i folkeskolen. Jeg så gerne, at der i folkeskolen var et eller andet idégenererende fag, hvor man lærte at forholde sig til sig selv og at lytte til sig selv i stedet for at høre på, hvad andre siger.

- Det er lidt som at have en god lærer i folkeskolen, som man både kan grine og lære noget af. Én, der er passioneret og kan inspirere.

- Jeg kan ikke løfte en hel befolkning, men jeg kan gøre en lille indsats. Og jeg kan mærke, at den lille indsats har fået en funktion i mit liv, så jeg rent faktisk også tager det alvorligt. Og så synes jeg, at det er sjovt at lave. Så TV er helt klart kommet til at fylde ekstremt meget.

LÆS OGSÅ: Blachman er mopset over diller-video


Sponsoreret indhold