Nyheder29. januar 2019

Vildt! "Badehotellet" slår rekord

I går havde den sjette sæson af "Badehotellet" premiere på TV 2, og den populære TV-serie overgik sig selv
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/badehotellet-18062018.jpg
 (Foto: Mike Kollöffel, TV 2)

I går havde den sjette sæson af "Badehotellet" premiere på TV 2, og der blev taget overordentligt godt mod den populære TV-serie.

TV 2 oplyser selv, at 1.589.000 seere sad klar foran skærmen, da Weyse og co. igen dukkede op på skærmen, og det gør det til den mest sete sæsonpremiere af "Badehotellet" nogensinde.

Serien havde premiere i 2013 og havde navne som Lars Ranthe, Amalie Dollerup og Bodil Jørgensen på rollelisten.

I denne sæson er Rosalinde Mynster, Bjarne Henriksen og Anders Juul skrevet ud af serien, mens nye ansigter i form af Lars Mikkelsen, Lue Støvelbæk, Lars Bom og Peter Mygind tjekker ind.

Forud for denne sæson lovede den ene af seriens skabere, Stig Thorsboe, at man har planer om at fortsætte med "Badehotellet" mange år endnu.

Selv om serien er et seer-hit, så er anmelderne ikke lige begejstrede for den hyggelige TV-serie.

- Det er en kendsgerning, at "Badehotellet" er en succes. En stor succes. Det er der jo så meget, der er, og at være en succes er i hvert fald ikke et kvalitetstegn i sig selv, en million fluer kan godt tage fejl, når de spiser på McDonald's, skrev Jyllands-Postens anmelder Niels Lillelund om serien i 2017.

Jens Jacob Tychsen, der spiller Edward Weyse, giver dog ikke meget for anmeldernes ord.

- Der har fra start af været nogle rimelige grimme røster, der synes, det er aldeles rædselsfuldt, det jeg lavede, har Jens Jacob Tychsen fortalt til SE og HØR.

”Badehotellet”-stjernen kalder nogle af anmeldelserne for decideret ”svinske”, men selvom Jens Jacob virker tydeligt irriteret, så har han fundet en måde at give slip på kritikken.

Anmelderne kan nemlig bare rende ham et vist sted, hvor solen sjældent skinner, som den ellers er kendt for at gøre på "Badehotellet".

- Det er ikke rart at få sådan noget at vide. Det kan jeg ikke bruge til noget. Min mavefornemmelse siger, at det er sådan Weyse er. Det er sådan Weyse skal spilles, så I kan rende mig røven, lyder det fra Jens Jacob Tychsen.

”Badehotellet” vises mandag klokken 20.00 på TV2.

Se interviewet med Jens Jacob Tychsen her:

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube

Sponsoreret indhold