
AstraZenecas særlige antistof-skud viser lovende takter

Medicinalvirksomheden AstraZeneca er mandag kommet med godt nyt om et særligt lægemiddel mod coronavirus.
Der er tale om et lægemiddel, der som det første er udviklet til at kunne beskytte mod coronavirus uden at være en vaccine.
Midlet, der hedder AZD7442, har levet op til alle opstillede krav om både at forebygge og behandle alvorlige sygdomsforløb eller dødsfald efter coronasmitte. Det står klart efter tredje og sidste forsøg.
Det særlige antistof-lægemiddel er blandt andet målrettet personer, der ikke i tilstrækkelig grad udvikler antistoffer efter at have fået en vaccine.
- Et tidligt skud med vores antistof kan reducere udviklingen af alvorlig sygdom betragteligt og give fortsat beskyttelse i over seks måneder, siger Mene Pangalos, der er vicepræsident i AstraZenecas biomedicinske afdeling.
Risikoen for alvorlige sygdomsforløb eller dødsfald blev reduceret med 67 procent ved brug af midlet i forhold til de testpersoner, der fik et placebomiddel. Det fremgår af forsøgsresultaterne.
AstraZeneca har ansøgt om hastegodkendelse af lægemidlet hos amerikanske sundhedsmyndigheder. Selskabet vil den kommende tid tale med andre landes myndigheder om brug af midlet.
AstraZeneca har tidligere fået godkendt en vaccine mod coronavirus.
I Danmark og flere andre lande har myndighederne dog valgt at fjerne vaccinen fra deres vaccinationsprogrammer. Det skyldes bekymring for sjældne, alvorlige bivirkninger i form af en særlig type blodpropper.

