Nyheder14. maj 2017

Anja efter Eurovision: Jeg er skuffet men stolt

Sangerinden ærgrer sig over, at det ikke blev til en bedre placering, men er stolt af sin bedrift
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/8.22726601.jpg
 Foto: All Over

21-årige Anja Nissen måtte nøjes med en 20. plads i Eurovision, da konkurrencen lørdag aften løb af stablen i Kijev i Ukraine, og det var langt fra det, den unge sangerinde havde håbet på.

- Jeg er skuffet, helt sikkert. Jeg tror alle, inklusive mig selv, havde troet, at det ville gå bedre, siger dansk-australske Anja Nissen efter showet.

- Jeg gjorde det bedste, jeg kunne. Jeg gav 100 procent på scenen og gjorde mit bedste. Men alle er her for at vinde, så selvfølgelig er det skuffende, siger hun.

Sangerinden, der er født og opvokset i Australien, men har danske forældre, stillede op med nummeret "Where I Am", som hun i februar vandt det danske melodigrandprix med.

Hun er stolt af at have været på scenen for sine forældres og bedsteforældres fædreland.

- Jeg er så stolt af at have repræsenteret jer, og jeg gjorde det bedste, jeg kunne som en 21-årig sangerinde, der stod på en international scene for første gang, siger hun.

- Jeg kan ikke være bitter over det (resultatet, red.), for jeg har stadig folk, der har stemt på mig og troet på mig rundt omkring i verden, og Danmark står stadig bag mig, siger hun.

Vinderen af Eurovision 2017 blev portugisiske Salvador Sobral, der med en stille ballade vandt europæernes hjerter. Anja Nissen kan godt forstå, at han løb med sejren.

- Han er en fantastisk sanger, og jeg sagde fra starten af, at han godt kunne vinde, siger hun.

Portugals sejr betyder, at landet næste år skal afholde det store show.

Sponsoreret indhold