Nyheder13. maj 2017

Mor nægtede hende at være barnestjerne: Anja fik tilbudt kontrakt som 12-årig

Forældrene har aldrig været tvivl om, Anja Nissen ville gå efter sin drøm, men de har forsøgt at skåne hende
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/055401.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Historien om den dansk-australske sangerinde Anja Nissen, er historien om en ung pige, der allerede som lille kærligt blev kaldt "den lille general" af sin barnepige, fordi hun var så bestemt og fokuseret.

Som 12-årig formåede hun at lære den danske nationalsang på to dage, selv om hun med sin opvækst i Sydney ikke kunne det danske sprog.

Det er fortællingen om en pige, der altid har drømt om at gøre sin passion for at synge til sin levevej.

Men det er også historien om et forældrepar, der har gjort alt, hvad de kunne, for at give deres stort drømmende datter de bedste vilkår i en branche, hvor mange unge piger knækker nakken.

- Vi har vidst, siden hun var helt lille, at hun ville have en karriere som sangerinde, fortæller Anja Nissens mor, Betina Nissen.

- Hun har spurgt mig mange gange, hvornår hun måtte få lov at starte sin karriere, og mit svar har altid været, at det måtte hun, når jeg var sikker på, at hun ikke ville komme senere og skælde mig ud, fordi hun havde mistet sin barndom, siger moren til det danske Eurovision-håb.

Flere gange har hun sagt nej til pladeselskaber på sin datters vegne.

- Man er nødt til at træffe nogle hårde beslutninger. Vi kunne have skrevet kontrakt med hende som 12-årig, men det sagde vi nej til, og som 16-årig, men der sagde vi også nej, siger hun.

Hun skulle ikke være barnestjerne. Først som 18-årig fik Anja Nissen lov til selv at bestemme. Samme år vandt hun det australske talentshow "The Voice".

- Det er fordi, hun ventede så længe, at hun bare er så klar nu, fortæller Betina Nissen om sin datter, der lørdag aften går på scenen i Kijev i Ukraine for at repræsentere Danmark i Eurovision-finalen.

Både hendes mor, far og bedsteforældre er taget med Anja Nissen til Europa. Hun får al den opbakning, hun kunne tænke sig.

- Jeg tror, alle vores børn har lært, at der ikke er nogle grænser for, hvad man kan i livet, siger Betina Nissen.

Gennem Anja Nissens barndom har hun tilbragt mange timer bag rattet, når det unge sangfrø skulle køres til utallige konkurrencer og optrædener.

Det drive, sangerinden har, har hun ikke fra fremmede.

- Vi er en meget målrettet familie, og både min mand og jeg er sådan nogle, der godt kan lide at få tingene til at ske, fortæller Betina Nissen.

- For 30 år siden opfandt min mand, der er tømrer, en maskine til at hakke persille. Det tog ham et år, og så startede vi vores virksomhed. Han er dygtig til at tænke ud over grænserne og se det store billede, og jeg kan se, at Anja har den samme styrke, siger hun.

Den styrke er vigtig, når man skal navigere som ung sangerinde, mener Betina Nissen.

- Det er en svær branche for at sige det mildt. Men Anja er en fighter, og hun har en klar vision for, hvad hun gerne vil opnå, og det skal ingen stå i vejen for, siger hun.

Finalen i Eurovision sendes på DR1 lørdag aften klokken 21.00.

Sponsoreret indhold