Nyheder20. april 2016

Komikeren klar med nyt show: Anden vender tilbage

Efter tre år er Anders ’Anden’ Matthesen klar med et nyt one-man show. Billetterne blev sat til salg i dag, og han begynder sin turné i København 2. september
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/anders_matthesen.jpg
 Foto: All Over

Er du én af dem, der skraldgriner af Anden? Og har du længe glædet dig til et grinefuldt gensyn med den populære komiker?

Ja, så er der godt nyt!

For Anders ’Anden’ Matthesen er klar med et nyt one-man show, der hedder ”Shhh”. Billetterne er netop blevet sat til salg i dag – og turnépremieren bliver den 2. september Falconer Salen på Frederiksberg i København.

- Jeg glæder mig helt ubeskriveligt til at spille på de store scener igen. Det har været skønt at være fordybet i skriveprocessen og opleve nærværet med publikum på de små spillesteder. Nu er jeg for alvor klar til, at den skal have én på frakken, siger Anders Matthesen til Ekstra Bladet og tilføjer:

- Jeg er i topform og sjovere end nogensinde. Spørg selv min søn – han grinede af mig i går… Altså jeg faldt, men stadigvæk…

Det er tre år siden, at komikeren sidst optrådte med et show. Siden har han brugt timevis på at skrive og finpudse sit nye show, der – modsat det sidste show ANDERS – bliver mere ”traditionelt” og uden et kæmpe scenografi.

- Det er jo efterhånden blevet lidt af en tradition for mig, at jeg veksler mellem at lave mere konceptuelle – for ikke at sige 'teater-agtige' – shows, og så den mere klassiske stand-up. Mit sidste onemanshow var meget konceptuelt, siger komikeren til Ekstra Bladet.

Det nye one-man show ”Shhh” vil blandt andet besøge Aalborg, Herning, København og Odense. Du kan finde billetter til hans show her.

Sponsoreret indhold