Nyheder14. februar 2017

Alexandra og Eva Harlou: Pinligt møde

Martin Jørgensens ekskone og nuværende kæreste sad i hver deres ende af salen til pelsmodeshow.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/6598000.jpg
 (Foto: Mikael Rieck)

Der var lagt i kakkelovnen til et dramatisk møde, da Martin Jørgensens kæreste Eva Harlou og hans ekskone, grevinde Alexandra, begge skulle deltage i Kopenhagen Furs modeshow.

Alexandra var ved ankomsten i strålende humør, men da grevinden blev spurgt ind til mødet med sin eksmands nye kæreste, blev hun helt stram i betrækket.

– Jeg har ikke set hende, svarede Alexandra kort, hvorefter hun skyndte sig ind til showet.

Også Eva Harlou blev undvigende, da SE og HØR talte med hende om, hvordan hun havde det med, at grevinden også var til stede til modeshowet.

– Det har jeg det bestemt fint med, lød det fra den 39-årige tidligere "X Factor"-værtinde, der også pointerede, at de to ikke taler sammen.

Det havde de heller ikke mulighed for under showet. For arrangørerne havde placeret de to skønheder i hver sin ende af første række med mindst 20 meters afstand – nærmest så langt væk fra hinanden, som de overhovedet kunne komme.

Da Martin Jørgensen og grevinde Alexandra stadig var gift, sås parret ellers med Eva Harlou og hendes daværende mand, producer og sangskriver Thomas Troelsen.

Men her benyttede de to kvinder altså ikke lejligheden til at nyde gensynet med hinanden.

SE og HØR forsøgte efterfølgende at få en uddybende kommentar fra Eva Harlou om mødet med grevinde Alexandra – men arkitekten strøg hurtigt forbi.

Sponsoreret indhold