Nyheder2. december 2021

Afsløring: Christian Eriksen tilbage på træningsanlægget

Den danske landsholdsspiller træner i al hemmelighed i Odense. Det skriver BT
https://imgix.seoghoer.dk/eriksen_1_1.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Vi har alle ventet i spænding på nyt om ham.

Kommer Christian Eriksen nogensinde til at spille fodbold igen?

Det har været et spørgsmål, mange har gået med, siden han i kampen mod Finland kollapsede på banen.

Men nu virker det til, at der er godt nyt fra danskeren.

BT har nemlig afsløret, at Eriksen i al hemmelighed har trænet på OBs træningsanlæg.

Og her har han tilmed haft bolden mellem fødderne.

Christian Eriksen spillede for Obs ungdomshold, inden han tog skridtet videre og skiftede til hollandske Ajax.

Derfor er det da heller ikke chokerende, at det netop er hos fynboerne, at Eriksen får lov at holde sig i gang.

- Vi er rigtig glade for, at Christian Eriksen i disse dage holder formen ved lige på vores baner.

- Vi har holdt forbindelsen med Christian, siden han skiftede fra OB, og derfor er vi glade for, at han spurgte os, om han kunne genoptræne i Ådalen, fortæller Obs sportschef, Michael Hemmingsen, til BT.

Tidligere er det kommet frem, at man i Eriksen lejren ville påbegynde genoptræningen på den anden side af nytår i håb om at fortsætte karrieren.

Men så længe kunne den danske troldmand ikke vente.

Der går dog stadig lidt, inden vi får Eriksen at se i kamp. For i Serie A, hvor hans klub Inter spiller, er det ikke tilladt at spille med pacemaker, hvilket Eriksen fik indopereret efter sit hjertestop.

Derfor kræver det et klubskifte, hvis han skal i kamp.

Sponsoreret indhold