Advarsel til sommerhusejere: Forlad stedet

Efterårsferien for sommerhusejere i Kolding Kommune ser ud til at være i fare.
DMI har nemlig varslet høj vandstand i området langs kysten ved Sydøstsjælland, rundt om Fyn og i området ved det sydlige Lillebælt, og nu rådes sommerhusejere i området til at forlade stedet.
Det skriver DR.
Beredskabschef Bo Gøgsig fra Trekantområdets Brandvæsen kommer med en opfordring til sommerhusrejer i områder, der bliver ramt.
– Kør hjem, så I ikke er i området, og sørg for at sikre husene bedst muligt. Fjern værdier og løft ting op, så de ikke kan blive oversvømmet, siger han til DR.
Vandstanden ventes nemlig at stige allerede fra torsdag aften og stigningen skulle kulminere i løbet af fredagen og lørdagen.
Det er en kraftig vind fra øst, der nu kommer til at få konsekvenser for vandstanden og dermed sommerhusejeres efterårsferie.
– Fredag eftermiddag kommer vinden over land op på hård vind til kuling og med kraftige vindstød. Over hav vil der være vindstød af storm eller stærk storm. Sent lørdag begynder vinden at aftage, lyder det fra DMI.