DMI: Nyd det fine efterårsvejr – snart er det slut

Alting har en ende, og det samme gælder efterårsvejret, der de seneste dage har vist sig fra sin pæne side.
Onsdag bliver nemlig den sidste dag i denne uge, hvor der er chance for sol og rolige vindforhold.
Det skriver meteorolog Bolette Brødsgaard i en kommentar på DMI's hjemmeside.
– Vi har endnu en fin efterårsdag i udsigt, inden vejret viser tænder, lyder det.
Nærmere bestemt vil hele landet få solen at se, og temperaturen kommer op på 10 til 13 grader.
Det gælder dog om at nyde vejret, mens man kan. I morgen ændrer vejret sig nemlig markant.
– Vejret ændrer karakter fra en hygge-onkel til en bidsk bjørn, som man skal holde afstand til. For torsdag, fredag og lørdag stiger både vind og vand i styrke og højde, skriver Bolette Brødsgaard.
Skiftet begynder allerede natten til torsdag, hvor vinden vil tiltage fra øst.
– Fredag eftermiddag kommer vinden over land op på hård vind til kuling og med kraftige vindstød. Over hav vil der være vindstød af storm eller stærk storm. Sent lørdag begynder vinden at aftage, lyder det.
Med den kraftige vind følger også forhøjet vandstand, der lokalt kan give problemer. Derfor har DMI også udsendt et varsel om forhøjet vandstand gældende fredag og lørdag.