6-årige Sander tabte kampen mod kræft: Beklagede sig aldrig

LÆS OGSÅ: Dennis døde på efterskolen

– Nogle dage tænker jeg stadig: ”Han er bare på ferie”. Men så går det op for mig, at det jo ikke er sandt, og den følelse gør ondt. Sander mangler, og jeg ville ønske, at det var anderledes. At vi kunne få bare et øjeblik med ham igen. Dufte ham og mærke ham.

Lotte Åen Christensen, 41, har svært ved at fatte, at hendes søn ikke er her mere. Hun beskriver ham som en stor personlighed, der elskede at lege med sine traktorer i haven, bandede som en havnearbejder og nok skulle fortælle sine forældre og tre søskende, hvad han mente om tingene.

– Og så var han en klog dreng og en rigtig drillepind, der slap af sted med det meste. Han var glad og livlig til det sidste, fortæller hun, mens tårer triller ned ad kinderne.

Nu har Lotte kun minderne om Sander tilbage. Det både varmer og skærer i hendes hjerte, når hun kigger på billeder af ham.

– Når jeg lige ser et par stykker, hvor han er den spradebasse, vi bedst kender ham som, så varmer det, og samtidig savner jeg ham helt vildt.

Fandt flere tumorer

Sanders sygdom blev opdaget i sommerferien 2019, da han var fire år.

– Han legede ude i haven og kom løbende hen til mig for at fortælle mig noget. Det så ud, som om han havde hold i nakken, for hans hoved hældte lidt. Jeg spurgte ham: ”Har du ondt, Sander?”, men det havde han ikke.

Da ferien var gået, tog Lotte alligevel sin søn med til lægen, som dog ikke kunne finde en forklaring på Sanders skæve holdning. Han blev i stedet henvist til en kiropraktor, og det hjalp en smule.

– Men så blev det værre, siger Lotte og fortæller, at Sander i efteråret blev scannet på Aalborg sygehus. Lægerne kunne spore sygdom i hans knoglemarv og besluttede at konferere med specialister i Skejby.

– De fik tilsendt videoer af Sander, fordi de ikke troede på, at han var så mobil, som han var, da de så scanningsbillederne.

Ugen efter blev Sander undersøgt på Skejby hospital. Forældrene fik at vide, at han havde en lang pølseformet tumor langs sin spinalkanal samt en række tumorer omkring bækkenet.

– Vi var fuldstændig slået ud, siger Lotte om sin og manden Henriks reaktion.

En sej lille dreng

Sander blev opereret, og det lykkedes kirurgen at fjerne 80 procent af tumorerne. De viste sig at være godartede. Han begyndte i kemobehandling for at få bugt med de resterende, og selv om det ikke mindskede dem, var der trods alt stilstand. I hvert fald for en stund.

Lotte fortæller, at hendes søn ikke lod sig slå ud af de skrappe kemokure. Mellem behandlingerne fortsatte han med at gå i børnehave og køre rundt på sin havetraktor med et kæmpe smil på læberne som før. Det er ikke tilfældigt, at Lotte og resten af familien i den periode begyndte at kalde ham for supermand. Han masede derudad, som Lotte siger.

I sensommeren 2020 begyndte Sanders mobilitet at ændre sig. Han faldt nemmere og slæbte på sit højre ben.

– Lægerne mente, at det måske skyldtes en tumor, siger Lotte og fortæller, at man i efteråret konstaterede, at kemoen ikke virkede længere. Sander blev opereret i løbet af julen og mistede i den forbindelse førligheden. En biopsi af den bortopererede tumor viste, at den var ondartet.

– Og så gik det stærkt, husker Lotte og beretter om en hektisk periode med utallige strålebehandlinger og hospitalsindlæggelser.

Ikke mere at gøre

Lige lidt hjalp det. I pinsen tog Sander hjem på forlænget weekend fra en indlæggelse i Skejby. Han havde været hjemme i fire timer, da han fik kraftig hovedpine og begyndte at kaste op. Forældrene hastede tilbage til hospitalet med deres søn.

– En scanning viste desværre, at kræften nu også havde spredt sig til hovedet, hvor der var flere tumorer, og lægerne kunne ikke gøre mere for vores supermand. Vores verden gik i stå, siger Lotte. Hun og Henrik fik at vide, at Sander højst havde en måned tilbage at leve i.

Fem dage efter den forfærdelige besked fyldte Sander seks år. Dagen blev fejret i TrygFondens familiehus, hvor han elskede at opholde sig, når han var indlagt i Skejby.

– Vi fik lov at holde stor fest for Sander for hele familien over to dage. Bagere sponsorerede boller og kage, og frivillige lavede aftensmad. Vi tror, at Sander havde en fest ind imellem hovedpine og opkast.

Glad til det sidste

Lotte og Henrik fortalte deres store børn, 14-årige Tilde og 10-årige Bastian, at Sander skulle dø. Hans lillebror, treårige Johan, var for lille til at kunne tage det ind. Sander fik det heller ikke at vide.

– Jeg kunne ikke holde ud, at han skulle være bange. Vi sagde bare til ham, at han havde en træls sygdom, og prøvede at gøre tingene så normalt som muligt. Men hvordan han blev ved at have gåpåmod og livsglæde, aner jeg ikke, siger Lotte og uddyber:

– Han beklagede sig aldrig. Til sidst kunne han næsten ikke bevæge sig, han kunne kun bruge sin venstre pegefinger, men så lå han bare i sengen og bladrede med den på sin iPad eller dirigerede os andre. Han var enestående.

Den 12. juni 2021 flyttede Sander ind med sin familie på Hospice Vendsyssel i Frederikshavn. Han brød sig ikke om, at hans hoved hævede voldsomt af den medicin, han fik, men han gik alligevel med til at tage et fjollebillede, som blev et af de sidste af dem alle samlet. Lotte fjoller også på billedet, men inderst inde var hun knust.

– Vi gik bare og ventede på, at han skulle dø, selv om det var det værste, der kunne ske, og vi for alt i verden ikke ønskede det.

Sov stille ind

Tre dage før sin død vågnede Sander om morgenen. ”Far, vi har fandme travlt i dag! Jeg vil i bad, og du skal skifte sengetøj, mens mor bader mig!” sagde han på sin velkendte havnearbejderfacon, som forældrene ikke kunne stå for.

Sander blev badet og lagt tilbage i sin seng, hvor hovedpinen tog til. Efterhånden reagerede han mere og mere sparsomt, og i løbet af aftenen faldt han i en dyb søvn, som han aldrig vågnede fra igen. Den 24. juli 2021 sov han stille ind med sin mor og far ved sin side.

Lotte ved ikke, hvordan hun stadig står oprejst i dag, men hun er sikker på, at hendes tre andre børn er den vigtigste årsag.

– De skal jo stadig have en hverdag til at fungere, og jeg vil ikke have, at de skal kigge på en mor, der græder hele tiden. Nogle gange kan jeg ikke holde tårerne tilbage, og det skal der selvfølgelig være plads til, men børnene har været med til at holde mig oppe.

Lotte håber, at Sander stadig er der et sted. Et sted, hvor han har det godt og ikke er bange eller alene. Ønsket om at få det bekræftet har fået hende til at tage kontakt til Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk.

I videoen øverst i artiklen kan du se, hvordan seancen med Selma forløb.