Nu kan du booke endnu flere shelters i den danske natur
Shelters blev voldsomt populære under coronapandemien, hvor gjorde det svært at komme til udlandet.
I 2021 bookede mere end en kvart million danskere en overnatningsplads under åben himmel.
Af samme grund lancerer Naturstyrelsen nu 150 flere bookbare shelters samt en ny bookinghjemmeside. Der skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
Hermed vil omkring 2/3 af alle shelters i de statslige naturområder fremover være mulige at booke.
- Det er et supergodt initiativ fra Naturstyrelsen, der rammer lige ind i en kæmpe efterspørgsel på shelters og muligheder for at sove i det fri.
- Det er dejligt, at det bliver nemmere at få overblik over mulighederne, og at reglerne for booking bliver klare og tilgodeser flest mulig friluftsmennesker, siger Winni Grosbøll, der er direktør i Friluftsrådet.
Kan stadig være spontan
De mange bookningsmuligheder betyder i mellemtiden ikke, at de spontane ture i naturen ikke længere er mulige.
- Der skal stadig være plads til at lade vejret, dagsformen eller et pludseligt indfald bestemme, hvornår du begiver dig ud i naturen. Derfor vil der fortsat være en lang række steder, hvor du kan sætte teltpløkkerne i efter først-til-mølle-princippet.
- Det gælder også for vandrere på længere ture, hvor man på forhånd aldrig helt kan vide, hvor langt vandreskoene bringer én, siger miljøminister Lea Wermelin.
Mere præcist er det muligt, at sove i skovbunden i alle statslige naturområder og slå sit telt op i flere end 275 skove med fri teltning.
Det er også muligt at sove i telt eller shelter på en lang række primitive overnatningspladser
Du kan se den nye bookningside her
Fakta: Nye retningslinjer for booking
- Nu kan du booke 150 flere shelters i de statslige naturområder.
- De nye bookbare shelters adskiller sig fra tidligere praksis, hvor det kun var muligt at booke lejrpladser med eller uden shelters målrettet større grupper.
- Du kan booke et shelter i op til tre måneder i forvejen, og du vil blive bedt om at bekræfte bookingen 10 dage i forvejen.
- Alle bookbare shelters vil blive forsynet med et skilt.
- Bookninger giver fortrinsret til shelteret, hvis du tager det i brug inden kl. 20.
- Du skal dele pladsens andre faciliteter som bålplads og borde-bænkesæt med andre.
- Du kan booke et shelter i op til to sammenhængende døgn ad gangen.
- Større grupper på 15 eller flere, der er organiseret i eksempelvis foreninger, kan som hidtil booke en lejrplads med eller uden shelters i op til 12 måneder i forvejen.
- Hvis du allerede har booket et shelter, overgår bookingen automatisk til det nye system.