
Den er go' nok: Gamere forbrænder 200 kcal på en time

Hvis du gik og troede, at gaming ikke gav det store på aktivitetskontoen, så kan du godt tro om.
Daily Mail skriver om en undersøgelse foretaget af gamingsitet Stakester, som konkluderer, at mandlige gamere forbrænder hele 420 kcal ved to timers gaming, mens tallet hos kvinder er 472 kcal.
Ifølge det britiske medie svarer det til at tage 1000 mavebøjninger - ja, så ved vi godt, hvad vi ville foretrække her på redaktionen...
Det er 50 gamere, der frivilligt har ladet sig monitorere, mens de spillede enten FIFA eller Call of Duty: War Zone. Efterfølgende blev de også monitoreret, mens de lavede mavebøjninger.
Her afslørede deres hjerterytme og energiforbrug, at en times gaming kostede 210 kcal og 236 kcal for henholdsvis mænd og kvinder.
Så næste gang du synes, din søn, datter, kæreste eller ven sidder lidt for længe ved skærmen, så skal du måske lade vedkommende sidde!

