
Det bliver mere og mere mærkeligt: Nu dukker den mystiske monolit op i Rumænien

Synet er som taget ud af en Kubrick- eller Villeneuve-film.
Det lignede i hvert fald umiskendeligt starten på et hårrejsende besøg fra det ydre rum, da en mystisk 3,5 meter høj sølvfarvet søjle pludselig - og helt ud af det blå - dukkede op i den amerikanske delstat Utahs ørken.
Monolitten, som blev spottet fra en helikopter, der var sendt ud for at tælle får i området, forsvandt derefter under lige så mystiske omstændigheder.
Bare få dage efter, den var blevet opdaget.
Og nu har den altså tilsyneladende skiftet lokation.
Dukker op i Rumænien
En rektangulær tavle, som bærer en lighed med den fra USA, står i hvert fald nu i Batcas Doamnei Hill i byen Piatra Neamt i Rumænien.
Det skriver blandt andre Daily Mail.
Udover nogle mærkværdige mønstre på siden af den ellers blanke overflade, ligner den store genstand "sig selv", som vi så den i ørkenen.
Den ene side af monolitten vender nu mod Ceahlau-bjergkæden, som er en af de mest berømte af slagsen i landet. De kaldes også for ”de hellige bjerge”.
Artiklen fortsætter under billedet:

Den rumænske monolit står bare få meter fra det ældste historiske monument i byen Piatra Neam (Foto: Twitter)
Myndighederne i Utah, hvor den mystiske genstand – eller en lignende – dukkede op onsdag, siger, at det ikke er dem, der står bag dens lige så mystiske forsvinden, men at en ukendt gruppe mennesker har taget den med.
Nu står den kun få meter fra det kendte lokale vartegn, Petrodava Dacian, som er en lille ruin.
Monolitten har i den forgange uge vakt stor opsigt verden over. Da den dukkede op i Utah gik billederne af den viralt, mens flere fremlagde forskellige vilde teorier om dens oprindelse.
Den høje søjle vækker nemlig stærke mindelser om de underlige monolitter fra det ydre rum, der optræder som en hjælp til den menneskelige udvikling og en kickstart af evolutionen i Stanley Kubricks sci-fi-klassiker ”2001: A Space Odyssey” fra 1968.
Også helikopterpiloten, Bret Hutchings, spærrede øjnene op, da han var den første til at spotte genstanden.
- Det er en af de mærkeligste ting, jeg har set i alle de år, jeg har fløjet i området, sagde han.
