Krimi30. november 2020

Mystisk monolit er forsvundet

En monolit fundet i ørkenen i Utah er forsvundet, blot få dage efter den blev fundet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/monolith.jpg
 Foto: Utah Department of Public Safety

En mystisk monolit blev tidligere i november spottet i Utah-ørkenen i USA, da man fløj over ørkenområdet for at tælle får.

Siden da har der været mange teorier om, hvordan den næsten fire meter høje metalskulptur var havnet midt i den øde ørken.

Og nu fortsætter mysteriet. For monolitten er forsvundet, blot få dage efter den blev fundet.

Det skriver Mirror.

Myndighederne siger, at det ikke er dem, der har fjernet den, og at det må være en ukendt gruppe mennesker, der har været på spil.

"Vi har modtaget troværdige meldinger om, at den ulovligt installerede struktur, omtalt som "monolitten", er blevet fjernet af en ukendt part fra Bureau of Land Managements offentlige jord," skriver Bureau of Land Management Utah, som ejer jorden i ørkenen, i et Facebook-opslag.

Monolitten blev ifølge Bureau of Land Management Utah fjernet 27. november.

Det er ikke blevet offentliggjort, hvor præcis monolitten stod plantet - men det er der selvfølgelig en del interesserede, der har fundet ud af på egen hånd.

En af dem er Matt Misbach, der selv tog turen ud for at se nærmere på monolitten 28. november. Men der var monolitten forsvundet.

- Jeg var der tidligt lørdag morgen. Da jeg kom, var der to unge mænd, der lå og sov i deres soveposer. De havde været der allerede klokken to om natten, siger han.

- Monolitten var væk, da de ankom.

Helikopter-piloten Bret Hutchings, der var en af de første til at opdage den mystiske genstand, beskrev den som "en af de mærkeligste ting, han nogensinde havde set i løbet af alle de år, han havde fløjet."

Sponsoreret indhold