”E.T.”-stjerne anholdt
Der er en ikonisk scene i "E.T.", hvor rumvæsnets gode ven Elliott bliver fuld i skolen, fordi E.T. går rundt og drikker derhjemme.
Jo mere E.T. drikker, jo fuldere bliver stakkels Elliott i skolen, men der er ingen, der forstår, hvad der foregår.
Skuespilleren Henry Thomas, der spillede Elliot i Steven Spielbergs legendariske klassiker fra 1982, har nok ikke helt kunnet bruge den undskyldning, da han forleden blev stoppet af politiet i Tualatin i Oregon.
Politiet blev tilkaldt, da en forbipasserende så den 48-årige skuespiller holde stille i en vejbane, hvor man ikke måtte holde.
Angiveligt var skuespilleren gået helt kold bag rattet i bilen, og mens der ikke var en tydelig lugt af alkohol, virkede skuespilleren påvirket.
Betjentene valgte derfor at anholde Henry Thomas, som er sigtet for at have kørt i påvirket tilstand. Han blev kørt til arresten, men han er efterfølgende blevet sat på fri fod igen. Henry Thomas har ikke kommenteret episoden selv.
Artiklen fortsætter under billedet.
Foto: MEGA
Henry Thomas, der spillede Elliott i "E.T" blev anholdt for at køre i påvirket tilstand.
Udover at være stjerne i "E.T." i 1982 har skuespilleren medvirket i meget andet – blandt andet havde han en stor rolle i Netlflix-serien "The Haunting of Hill House."