Pia Kjærsgaard holder Rikke i kort snor: Den stille dræber

Pia Kjærsgaards minigravhund på 10 år ser sød og blid ud.

Men tag ikke fejl.

Rikke er frygtløs og kaster sig over katte, fugle og andre smådyr og knækker nakken på dem. De har ikke en chance.

– Derfor er hun altid i snor. Det har vi aldrig prøvet med vores andre hunde, de har altid fået lov til at løbe frit, men det går ikke med Rikke.

– Hun er den store jæger og har dræbt både kaniner og fasaner, og man kan ikke lære hende, at det må hun ikke. Det er hendes instinkt, fortæller Pia Kjærsgaard.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Når hun sidder på mors arm, er Rikke sød og nem, men vilddyret kommer op i hende, hvis hun møder en fugl eller en kat. – Hun har f.eks. nedlagt to fasaner og to kaniner, fortæller "mor" Pia. (Foto: Gregers Overvad)

Kort tid efter får vi syn for sagen.

Rikke får pludselig øje på en kat på det modsatte fortov af den stille villavej, hvor hun er på luftetur.

Som hund og kat

I et splitsekund er linen spændt helt ud, mens katten spæner, alt hvad den har lært.

– Jeg har forsøgt at lære Rikke, at hun altid vil tabe kampen mod en kat, men det er, som om hun ikke rigtig fatter det, griner Pia og fortæller, at Rikke ingen unoder har – altså lige bortset fra dræberinstinktet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Den lille gravhunds lufteture går som regel rundt om Gentofte Sø. (Foto: Gregers Overvad)

– Hun er altid glad og er meget nem og sød, og vi griner meget af hende, for hun er så pudsig. Og klog. Der er mange ting, man føler, hun forstår, siger Pia.

Den lille gravhund er meget privilegeret, for selv om Pia Kjærsgaard og hendes mand, Henrik Thorup, er travle folk, der er meget væk hjemmefra, har Rikke aldrig været i pension.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Rikke skaber lidt jalousi i hjemmet, for hun er mors hund. – Det, synes jeg, er tarveligt. For det er mig, der lufter hende mest, siger Henrik Thorup, 73. – At have hund giver meget. At man har nogen at tage sig af. Og man kommer af sted på de daglige gåture, er Pia og gemalen dog enige om. (Foto: Gregers Overvad)

– Vi er så heldige at have to kærlige personer, der nærmest konkurrerer om at få lov til at passe hende, og Rikke er så glad for at være begge steder, at det er lige før, hun ikke vil med hjem, når vi kommer for at hente hende, fortæller DF-stifteren.

– Og når vi kører derud og nærmer os, begynder hun at pibe glad og vil ud af bilen. Det er dejligt, det er sådan, for vi behøver aldrig have dårlig samvittighed, når vi afleverer hende, lyder det.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Den lille gravhund har sit eget værelse med hundesofa og en specialbygget trappe, så hun kan steppe op i vindueskarmen og holde øje med, hvad der sker udenfor. – Hun nyder det. Trappen var Henriks idé, for vi har små vinduer og fik hende fra et hjem med vinduer fra gulv til loft, så hun savnede at kigge ud. (Foto: Gregers Overvad)

Skulle aflives

Flere uger hver sommer tilbringer Pia Kjærsgaard og hendes mand på den græske ø Santorini, og der har Rikke aldrig været med.

– Der er for varmt, og der er katte overalt, så det ville aldrig gå. Men er vi på weekendtur helt privat herhjemme, er hun med.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Rikke har hele to trapper, en i hjemmet i Gentofte og en på Pia Kjærsgaards kontor på Christiansborg. – På Borgen sidder vinduerne jo også højt, og trappen har skridsikre trin, så Rikke hurtigt kan komme op og ned, uden at der sker ulykker, fortæller den tidligere formand for Folketinget. (Foto: Gregers Overvad)

Rikke kom til Pia Kjærsgaard og hendes mand, Henrik, da hun var tre år gammel.

– Den familie, hun var hos, kunne ikke have hende længere, og hvis vi ikke tog hende, skulle hun aflives.

Det kunne jeg jo ikke få over mit hjerte, siger Pia, som er en stor dyreven og har haft hund, siden hun var 10 år gammel.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Overalt i hjemmet har Rikke hundekurve, og altid med et tæppe, som hun ynder at trække over sig, så hun kan sove i fred. – Det er noget, gravhunde gør, og det skal man vide. Den mulighed skal de have, siger Pia. (Foto: Gregers Overvad)

– Hvis vi kan magte det, vil vi altid have hund. Men det kommer an på, hvor gammel Rikke bliver.

Hun kan leve både fem, seks og syv år mere, så måske skal vi have en hund efter hende, hvis vi bliver hundrede år.

Ønsket er der, men nu må vi se, siger den 72-årige hundeelsker.