Nyheder29. december 2018

Sådan bliver begravelsen

Troels Kløvedal skal begraves fra Holmens Kirke den 3. januar
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/sh-0009839_0.jpg
 Foto: Aller Media

Den 3. januar bliver han så stedt til hvile.

Det sker, når han klokken 12.00 bliver begravet fra Holmens Kirke i København.

Det skriver Ritzau.

Alle, der skulle have lyst til at deltage i begravelsen, er velkomne, men den øverste del af kirken vil være forbeholdt familie og venner til den afdøde sømand.

Familien oplyser også til Ritzau, at de ikke ønsker, at der bliver taget billeder i kirken.

Det er provst Ejgil Bank Olesen, der skal forestå begravelsen. Når den sidste salme er sunget, vil der være jordpåskastelse på Holmens Kirkegård.

Troels Kløvedal, der blev kendt og elsket for sine levende og eventyrlige programmer om skibet Nordkaperen, begyndte at vise symptomer på at være alvorligt syg i begyndelsen af 2015.

Symptomerne tydede på, at den rejselystne kaptajn var ramt af den alvorlige lungesygdom bronkiektasi, der ødelægger luftvejene.

Desværre var det ikke den eneste sygdom, der angreb Troels Kløvedals krop. I juli måned 2016 fik han konstateret sklerose-sygdommen ALS, der er en kynisk sygdom, der langsomt, men sikkert lammer hele kroppen.

Lammelserne var også det, som Troels Kløvedal frygtede mest.

Til sidst var Troels Kløvedal så mærket af sygdommen, at han ikke længere kunne bruge sin synkefunktion. Derfor fik han sondemad, 'flydende og uden smag', som det blev formuleret i et interview med Ud & Se.

I interviewet fortalte han også, at han følte sig klar til at rejse herfra.

- Det er jo noget helt naturligt, at vi dør, og jeg har altid holdt af det naturlige. Som jeg skriver i slutningen af min sidste bog: "Et træ falder i skoven, og der bliver en lysning, og nye skud gror mod solen og lyset".

Troels Kløvedal kom i efteråret på museum, da en udstilling om hans liv åbnede på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Ved åbningen af udstillingen holdt kronprins Frederik en rørende tale til Troels Kløvedal.

Sponsoreret indhold