Nyheder3. juni 2017

Pernille Schrøder: Smaskforelsket

Amorinerne flyver tæt mellem skuespillerinden Pernille Schrøder og hendes ti år yngre musikerkæreste, Josef Aarskov.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/1_157.jpg
 (Foto: Niels S. Andersen)

Selv om man ikke lige ved det, er det tydeligt at se. Pernille Schrøder er forelsket og stråler endnu mere end sædvanlig.

Manden, der får hendes hjerte til at banke hurtigere, er speakeren, dubberen og musikeren Josef Aarskov, som Pernille Schrøder mødte sidste år i Nykøbing F. Revyen.

– Josef var afløser som trommeslager, så der mødtes vi første gang. Senere fik vi så rig mulighed for at uddybe bekendtskabet under den flere måneder lange revy på Menstrup Kro, hvor Josef var musiker, fortæller Pernille til SE og HØR.

For tiden er Pernille atter tilbage i Nykøbing F. Revyen, der har premiere den 8. juni.

Men travlhed til trods forsøger parret alligevel at se så meget til hinanden som muligt.

– Han står faktisk lige her ved siden af og griner, fortæller hun glad over telefonen i en pause mellem revyprøverne med Flemming Krøll og hans hold.

Indtil videre er der ingen planer om at flytte sammen.

– Josef bor på Amager, og jeg i Vanløse, men vi er jo begge meget omkringfarende, sådan som det jo er i vores branche, siger Pernille Schrøder.

Pernille er 53 år og har ingen børn, mens Josef er 43 og har to sønner fra tidligere forhold.

Sponsoreret indhold