I Tyskland kaldes hun stort set kun ”Die Gitte”. Der er kun én Gitte – Gitte Hænning. I dag, onsdag, fylder hun 70 år, men hun har bestemt ikke tænkt sig at gå på pension. I de kommende måneder er hun på en stor turné i Tyskland. Den begyndte allerede i foråret, men i fødselsdagsmåneden har hun holdt en pause.
Gitte Hænning var kun otte år, da hun blev stjerne i Danmark. Det var, da hun sammen med sin far, visesangeren Otto Hænning, indspillede sangen ”Giftes med farmand”. Netop den sang blev hendes varemærke, og indtil faderens død i 2004, optrådte de to stadig af og til med sangen. Gitte indspillede i 60’erne flere film, bl.a. ”Han, Hun, Dirch og Dario”, ligesom hun i tre sæsoner medvirkede i Cirkusrevyen. Men også i Tyskland tog karrieren fart. Både hun og Dorthe Kollo blev yderst populære – ligesom svenske Siw Malmqvist og norske Wenche Myhre.
Læs også
Cher runder 70 år!
Gittes mange tyske hits blev også indspillet på dansk. Der har været nok af hits – ”Bare 16 år”, ”Unge Dag”, ”Ta’ med ud og fisk”, ”Du skal bare ta’ det roligt” og ”Læg din hånd i min”, for blot af nævne nogle få. I privatlivet var succes’en dog ikke altid så stor. Mange tror stadig, at Gitte Hænning og Rex Gildo var gift, fordi de arbejdede sammen og bl.a. indspillede filmen ”Gitte & Rex”. Men det var kun venner. Trods flere kærester gennem årene, har Gitte kun været gift én gang. I 1974 blev hun gift med sin manager, Jo Geistler, men ægteskabet varede kun to år.
Læs også
Lisbeth Dahl 70 år: Hun er ungdommelig
Hendes seneste lange forhold var med den tyske ”Mr. Musical”-arrangør, Frederich Kurz. Det begyndte i 1994 og varede i seks år.
Læs også
Skandalekongen fylder 70 år
For fire år siden deltog Gitte Hænning også i den tyske udgave af ”Vild med dans”, men det måtte hun desværre hurtigt forlade, fordi hendes søster, Jette Francker, døde. Gitte Hænning er en stor stjerne i Danmark, men i Tyskland er hun en kæmpe stjerne. ”Die Gitte” er stadig på toppen.

All Over
Gitte Hænning var ganske ung, da hendes karriere i Tyskland begyndte at tage fart. Og hun bor stadig tæt på Brandenburger Tor i Berlin. (Foto: All Over) 
All over
Det var farmand, Otto Hænning, der egentlig skabte Gitte Hænnings karriere. Hun var otte år, da de indspillede sangen ”Giftes med farmand”. (Foto: All Over)
I 1984 kårede det tyske blad, ”Hörzu” årets TV-favoritter ved en stor fest i Berlin. Gitte Hænning fik en pris for sin underholdning, mens prins Philip fik én for sit arbejde for Verdensnaturfonden. SE og HØR bragte ”Die Gitte” og ”The Prince” sammen bagefter. (Foto: SE og HØR)