Luksusfælden29. marts 2016

KOL-syg og med kæmpegæld: Sådan går det Dennis i dag

”Luksusfældens” eksperter forsøgte tirsdag aften at hjælpe Dennis. I en alder af bare 41 år havde han allerede en gæld på 717.000, og lægerne havde kun givet ham 15 år tilbage på arbejdsmarkedet, fordi han havde fået konstateret lungesygdommen KOL
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/luksusfaelden_amager_2.jpg
 (Foto: TV3)

Tirsdag aften besøgte ”Luksusfældens” to eksperter Dennis på Amager. Eksperterne Mette Reissmann og Carsten Linnemann kom på hårdt arbejde, for selv om Dennis er 41 år, havde han hverken styr på økonomi eller helbred.

Han havde oparbejdet en svimlende gæld på 717.000 kroner, og der var ikke mange udsigter til, at Dennis nogensinde ville blive gældfri.

Dennis har nemlig fået konstateret KOL – en alvorlig lungesygdom, der langsomt gør det mere og mere svært for ham at trække vejret.

Hans læge havde allerede spået, at Dennis om 15 år ville være lænket til en kørestol med iltmaske, hvis han ikke stoppede med at ryge med det samme.

Derfor var eksperternes hovedopgave tirsdag aften at få Dennis til at indse, at det var decideret livsnødvendigt, at han stoppede med at ryge med det samme.

Og Dennis har i den grad lyttet til eksperterne – i dag kan han således fejre, at han har været røgfri i to måneder. Og med den sundere livsstil har han endda tabt 17 kilo, så han nu kan gå hele vejen til fjerde sal uden at holde pauser.

- Det går helt perfekt. Det kan ikke gå bedre. Jeg er stadig røgfri, siger en glad Dennis til SE og HØR.

Han indrømmer, at det ikke har været helt let at stoppe med cigaretterne – og trangen til en cigaret er der også stadig. Men den bliver heldigvis mindre og mindre.

- Trangen kommer og går, men det går den rigtige vej. Lad mig sige det sådan, siger Dennis til SE og HØR.

Det er ikke kun smøgerne, som Dennis har fået styr på. Også økonomien kører på skinner – og Dennis overholder til punkt og prikke det budget, som Mette Reissmann og Carsten Linnemann lagde til ham:

- Jeg overholder mit budget, og alle regninger bliver betalt. Jeg har endda en flink chef, der har ladet mig få flere vagter, så jeg kan få endnu flere penge til budgetkontoen, så det er simpelthen så godt, siger Dennis og tilføjer, at han stadig arbejdet som maler.

Planen er dog stadig, at han vil uddanne sig til pædagog, så hans lunger kan fortsætte med at være på arbejdsmarkedet i mange år endnu.

Til sommer begynder han derfor på det første hf-fag, året efter er det så et nyt hf-fag, og året efter igen skal Dennis så tage to fag på samme tid. Derefter begynder han at læse til pædagog – en uddannelse han har drømt om længe.

- Jeg ved ikke, om jeg så skal have et studiejob ved siden af til den tid. Det skal jeg måske. Det må jeg tage til den tid, der er alligevel tre år til, siger Dennis, der i "Luksusfælden" også måtte sige farvel til både fitnessabonnement, TV-pakke og Brøndby-årskortet.

- Min ven har købt mit Brøndby-årskort. Hvis der kommer et tidspunkt, hvor der er økonomi til at få det tilbage, må jeg tage det derfra. Ellers må jeg ønske mig det i julegave fra mor og far. Sådan er det. Jeg skal bare have det til at køre rundt. Og det gør det. Og det giver fred og ro i mit liv.

Selv om det var hårdt at blive konfronteret med en dårlig økonomi, fortryder Dennis på ingen måder, at han har haft besøg af ”Luksusfældens” eksperter.

- Det har været en kæmpe lettelse at have besøg af dem. Det er rigtig flinke og dygtige mennesker, siger Dennis, der før eksperterne besøg døjede med hovedpine.

- De er der slet ikke mere. Det viser jo bare, hvor meget det har fyldt hos mig. Nu står jeg bare op, udhvilet og glad og tilfreds. Det kunne ikke være bedre. Jeg havde bare brug for, at der blev ryddet op i det hele, og det er der i dag. Det er så dejligt.

https://imgix.seoghoer.dk/mit_se_og_hoer_17.png

Sponsoreret indhold