
Wauw! Sådan har du aldrig set månelandingen før
Nye billeder af månelandingen
- One small step for man. A giant leap for mankind.
Disse ord har du muligvis hørt utallige gange. Du er nok heller ikke i tvivl om, hvem der sagde ordene – og hvor han befandt sig, da han sagde dem.
I år er det 46 år siden, at den amerikanske astronaut Niel Armstrong satte sine fødder på vores nærmeste nabo i rummet – Månen.
I den anledning har NASA offentliggjort ikke mindre end 8.400 billeder – nogle aldrig tidligere set – fra de forskellige Apollo-missioner. Deriblandt Apollo 11-missionen, der nåede Månen i 1969.


NASA afslører verdens største billede
Billederne er ligeledes i meget bedre opløsning – og dermed kvalitet – end billeder, vi tidligere har set fra månelandingen og andre Apollo-missioner.
De mange billeder har NASA lagt på Flickr, hvor fans allerede er ellevilde. De knivskarpe billeder viser blandt andet den første bemandede Apollo-mission, der fandt sted i juledagene 1968.
Her kredsede Apollo 8-rumskibet om Månen. Den største bedrift kom dog året efter, hvor Neil Armstrong som bekendt sagde de berømte ord, da han forlod Apollo Lunar Modulen den 20. juli 1969 – og dermed blev det første menneske på Månen nogensinde.
De nye billeder er blandt andet taget af Neil Armstrong, der ligesom de andre astronauter havde et såkaldt Hasselblads-kamera påsat under missionerne.
Se et udpluk af de nyligt offentliggjorte billeder i galleriet øverst i denne artikel. Du kan se alle billederne på Flickr.